Indlæser...

Herrefight i vente i nat

Quarterback-duel: Peyton Manning er opvokset i New Orleans, men i aften er det Drew Brees, der skal kæmpe for byens stolthed

20:36, 07. feb 2010 | Kristian Ruhe Thorsen

Drew Brees har en katastroferamt bys håb på sine skuldre i nattens Super Bowl. (Foto: Contract Photographer)
Drew Brees har en katastroferamt bys håb på sine skuldre i nattens Super Bowl. (Foto: Contract Photographer)

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

Han er godt nok født og opvokset i byen, og hans far har rekorden for at have kastet for flest yards for det lokale NFL-hold. Men i aften ønsker de gode folk i New Orleans nok ikke Peyton Manning det bedste.

Bysbarnet stiller nemlig op for modstanderen Indianapolis Colts, når New Orleans Saints for første gang deltager i Super Bowl.

– Der er folk, der er vrede på mig, fordi jeg hepper på min søn, siger Archie Manning, far til Peyton og indbygger i New Orleans, siden han begyndte som quarterback for Saints i 1971.

Dengang var Archie Manning med til at bringe talent tilbage på footballbanen i New Orleans, mens han opfostrede de Eli og Peyton, der i dag er superstjerner i NFL.

Historiens bedste quarterback
Den ene kaldes endda historiens bedste quarterback og kan i aften stå i vejen for det ultimativt største resultat for Archies gamle hold gennem 12 år.

Drew Brees har, ligesom Archie Manning, været med til at bygge New Orleans op – næsten bogstavelig talt. Han blev hentet til holdet i kølvandet på orkanen Katrina, der ødelagde store dele af byen, og siden har det kun gået fremad for Saints, der ellers var et stort rod i tiden op til 2006.

– Drew Brees har taget ansvaret og med sin optræden signaleret, at han viser vejen. Og det har han gjort eminent.

Det fortæller den kommende Hall of Famer, Morten Andersen, som med 25 års erfaring som kicker i NFL – og med en enkelt Super Bowl i bagagen – ved, hvad der står på spil.

– Vinder Saints, så er Brees i den eksklusive klub af SB-vindere, og derfor er duellen mellem ham og Manning interessant.

Spiller for eftermælet
– Enten fører Manning 2-0 i Super Bowl-ringe, eller også står den 1-1, og så er Brees historisk og allerede bedre end Dan Marino, som aldrig vandt en finale.

– Kampen er også vigtig for Mannings eftermæle. Selv om han har vundet en Super Bowl, så er der egentlig mere pres på ham, for så mange flere chancer får han heller ikke for at vinde, hvis overhovedet nogen. Man vinder altså ikke bare en Super Bowl, siger Andersen.

Den store kamp optager naturligvis store dele af den amerikanske befolkning. Og den får folk til at tage stilling til deres favorit, selv om de intet forhold har til holdene.

– Nogle holder med Colts, fordi det er et godt hold med den måske bedste quarterback nogensinde, mens andre holder med Saints, som aldrig har været i finalen.

– Og nogle tænker måske også med Katrina i baghovedet, at folket i New Orleans fortjener sejren. Lidt ligesom da newyorkerne kunne fejre titlen få år efter 9/11.

Det går fuldstændig amok
Morten Andersen selv holder med Saints, hvor han spillede i karrierens første 13 år. Og han vil følge den største kamp i holdets historie på en særlig måde .

– Jeg havde to billetter til kampen i Miami, men der er der fyldt med VIP’er og folk, der blot lige er til Super Bowl. Og jeg vil hellere nyde stemningen i byen, der i 43 år har hungret efter en Super Bowl.

Sammen med en ven kører han i bil fra hjemmet i Illinois til sin gamle hjemby, New Orleans.

– Det bliver skæg og blå briller, mens jeg i centrum vil sidde på en balkon og nyde synet af et festende folk i min by. Det går fuldstændigt amok, hvis Saints vinder.

Annonce