San Franciso 49ers måtte natten til mandag nøjes med en sjælden uafgjort i
NFL, da det forsvarsstærke mandskab på hjemmebane overraskende spillede
24-24 mod St. Louis Rams i et divisionsopgør, hvor begge mandskaber
forpassede muligheden for at afgøre kampen i overtidsperioden.
Greg Zuerlein missede et field goal-forsøg fra 58 yard for Rams, mens David Akers ret usædvanligt kiksede et field goal-forsøg fra 41 yard, og da ingen af holdene nåede at score i en fejlfyldt overtidsperiode inden tidsudløb fik NFL den første uafgjorte kamp i fire år.
I alt er det blot sket 18 gange siden indførelsen af sudden death i overtiden i 1974, og siden 1997 er det blot sket tre gange.
Falcons tabte for første gang
San Francisco (6-2-1) fører fortsat NFC West-divisionen foran Seattle
Seahawks (6-4), der overlegent besejrede New York Jets (3-6) med 28-7.
49ers fik i øvrigt quarterback Alex Smith skadet i første halvleg med sandsynligvis en hjernerystelse. Også Chicago Bears (7-2) og Philadephia Eagles mistede deres quarterback undervejs med en formodet hjernerystelse, da henholdsvis Jay Cutler og Michael Vick blev sendt til tælling.
Førstnævnte i 6-13-topkampen mod Hoston Texans (8-1) og sidstnævnte i divisionsopgøret mod Dallas Cowboys (4-5).
Eagles tabte med 23-38, og det var Philadelphia-mandskabets (3-6) femte nederlag i træk, så presset på cheftræner Andy Reid stiger efterhånden mærkbart.
Søndag aften mistede Atlanta Falcons (8-1) desuden som sidste hold deres status som ubesejret, da Drew Brees førte New Orleans (4-5) til en imponerende 31-27-sejr.
De otte hold i spidsen for divisionerne:
AFC East: New England Patriots (6-3)
AFC North: Baltimore Ravens (7-2)
AFC South: Houston Texans (8-1)
AFC West: Denver Broncos (6-3)
NFC East: New York Giants (6-4)
NFC North: Chicago Bears (7-2)
NFC South: Atlanta Falcons (8-1)
NFC West: San Francosco 49ers (6-2-1)
