LONDON (ekstrabladet.dk): Ganske teatralsk faldt en af verdens bedste
håndboldspillere, Nikola Karabatic, til jorden i 2. halvleg af søndagens
OL-kamp mod værterne fra Storbritannien.
Angiveligt fordi han var blevet væltet omkuld i et kontraløb af Steven Larsson. Og dommerne fra Qatar viftede konsekvent med det røde kort.
De langsomme gengivelser på tv viste dog, at Karabatic og Larsson havde en meters luft imellem sig, da franskmanden faldt.
Uforståeligt, usmageligt og helt og aldeles unødvendigt. For Frankrig var på det tidspunkt i gang med at klæde værterne fuldstændig af.
Og det blev mødt med et af utallige kraftige udfald fra de omkring 6000 meget medlevende tilskuere i Copper Box.
Forrygende opbakning
Men selv den fantastiske opbakning, hvor der i øvrigt også var forholdsvis
mange franskmænd, kunne ikke ændre ved, at der var klasseforskel.
Karabatic, Jerome Fernandez, Thierry Omeyer og resten af det stjernespækkede mandskab havde absolut ingen vanskeligheder med at overvinde et ukendt og urutineret britisk hold med 44-15. Højrefløjen Guillaume Joli blev fransk topscorer med 11 mål.
Værterne fulgte med i begyndelsen. Men så lavede Frankrig syv mål i træk og trak fra. Mest imponerende i den kamp var det dog, at de britiske tilskuere i 60 minutter fortsatte den gode opbakning og nærmest gik bersærk, hver gang deres spillere fik bolden i kassen.
Gruppe A's første runde er dermed færdigspillet. De to første kampe bød heller ikke på de store overraskelser.
Sverige vandt med 28-21 over Tunesien, mens Island vandt 31-25 over Argentina.
