Damesinglen Tine Baun vandt meget overbevisende, da hun mandag aften spillede
sin første kamp i gruppe G ved OL i London.
Den danske badmintonspiller vandt med de overbevisende cifre 21-11, 21-6 over polakken Kamila Augustyn, verdensranglistens nummer 70. Det tog lidt over 20 minutter.
- Jeg føler, at jeg kom rigtig godt i gang. Der var nogle småting, jeg skulle have justeret, og det fik jeg gjort rigtig godt i andet sæt, siger Tine Baun.
- Jeg prøvede forskellige slag, uden at der var en stor risiko ved det. Det var positivt, siger danskeren.
Tine Baun opbyggede hurtigt en stor føring i begge sæt, så der var på intet tidspunkt spænding om noget som helst i kampen.
Polakken blev kostet rundt på banen og tvunget til at satse og begå fejl i kampen mod den danske overmagt.
Tine Baun møder tirsdag russeren Anastasia Prokopenko, verdens nummer 37, i den anden og sidste gruppekamp.
Vinderen går videre til ottendedelsfinalerne, og det ligger til dansk sejr på papiret, omend Prokopenko formentlig vil kunne yde bedre modstand end Kamila Augustyn.
I februar vandt Tine Baun 21-9, 21-12 over Anastasia Prokopenko ved hold-EM for kvinder.
- Hun spiller bolden end del bedre rundt end Kamila Augustyn, siger Tine Baun.
- Hun har ikke flere vinderslag, så det vil helt klart være op til mig at sætte tempo og sætte hende under pres, siger danskeren.
33-årige Tine Baun har fået en god lodtrækning ved OL, eftersom hun tidligst i semifinalerne kan møde en af turneringens tre kinesiske spillere.
