Caroline Wozniacki har under OL spillet sine kampe i tennisturneringen i
Wimbledon langt væk fra OL-byen, og derfor har den danske tennisstjerne ikke
følt sig som en del af den store sportsbegivenhed i London.
Danskeren ville gerne have været endnu tættere på de andre atleter og haft tid til at se andre sportsgrene, som hun gjorde i Beijing for fire år siden.
- OL er en meget speciel turnering, men jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg skulle spille så langt væk fra OL-byen, siger Wozniacki.
- Jeg føler, at jeg har været adskilt fra alle andre. Man går rundt med sit lands farver og Danmark på ryggen, så på den måde føles det som OL.
- Men det er ikke det samme som i Beijing, hvor man bare kunne gå frem og tilbage fra tennisanlægget til OL-byen, siger Wozniacki, der selv valgte at bo tæt på tennis-anlægget og væk fra OL-byen.
- Jeg ville gerne ud at se noget, men når man spiller så langt fra alt andet er det svært, fastslår den tidligere verdensetter, der håber, at hun får muligheden igen om fire år, når OL foregår i Rio de Janeiro.
Wozniacki er heller ikke helt sikker på, at det var den rigtige beslutning at placere tennisturneringen på Wimbledons anlæg.
- Jeg kan godt lide at spille på græs, men det havde været mest fair for alle at spille på hardcourt. Det ville have gjort det mere lige.
Se også: Læs også: Caroline: OL-græs holder ikke
OL er nu definitivt overstået for danskeren, der torsdag blev slået ud af kvartfinalen af amerikanske Serena Williams. Williams vandt 6-0, 6-3.
