Henriette Engel Hansen gav forhåbninger om et godt OL-resultat, da den danske kajakroer tirsdag var i vandet ved Eton Dorney uden for London.
Danskeren blev først nummer to i sit indledende heat, og senere padlede hun sig også ind på andenpladsen i semifinalen og kvalificerede sig dermed til torsdagens finale i 500 meter enerkajak.
I semifinalen lå Henriette Engel Hansen i tæt konkurrence med kajakken fra Sverige, og det lignede efter de første 250 meter, at danskeren ville slutte som treer.
Men på de absolut sidste meter satte Henriette Engel Hansen en solid spurt ind og tvang lige nøjagtigt sin kajak foran svenskeren og ind på den vigtige andenplads, der gav garanti for en finaleplads. Kun de to bedste treere i de tre semifinaler gik videre til finalen.
Danuta Kozak fra Ungarn førte løbet igennem, og danskeren var aldrig i nærheden af at snuppe førstepladsen.
Henriette Engel Hansen skal ro sin finale torsdag formiddag.
