Jamaica har domineret mange af sprinterdistancerne ved dette OL, men fredag
aften tog de amerikanske kvinder en grusom revanche, da de ikke alene satte
Jamaica til vægs, men også forbedrede verdensrekorden på 4x100
meter-stafetløbet.
Og det var ikke en hvilken som helst rekord, der var tale om.
USA's hold bestående af Tianna Madison, 200 meter-guldvinder Allyson Felix, Bianca Knight og 100 meter-sølvvinder Carmelita Jeter slettede nemlig den 27 år gamle østtyske rekord på 41,37 sekunder - og gjorde det eftertrykkeligt med hele 0,55 sekunder til 40,82 sekunder.
DDR-rekorden blev sat af Silke Gladisch, Sabine Rieger, Ingrid Auerswald og legendariske Marlies Göhr i Canberra i Australien i 1985, og den har i mange år været urørlig.
Første OL-guld siden 1996
Men fredag aften havde amerikanerne skruet op for turboen og samtidig
virkede de, som om de rent faktisk havde øvet på de skifter, som ellers har
kostet guld ved de seneste tre mesterskaber.
Og da Jeter løb den sidste tur på mål-langsiden var jamaicanerne distanceret med flere meter. Og så var det kun et spørgsmål, om USA også ville slå verdensrekorden. Det ville de.
Det er første gang siden 1996, at amerikanerne vinder OL-guld på 4x100 meter.
Jamaica med Shelly-Ann Fraser-Pryce, Sherone Simpson, Veronica Campbell-Brown og Kerron Stewart vandt sølv i national rekordtid på 41,41 sekunder, hvilket også var meget tæt på den gamle verdensrekord.
Ukraines hold med Olesya Povh, Hrystyna Stuy, Mariya Ryemyen og Elizaveta Bryzgina vandt bronze i ny nationsrekord 42,04 sekunder.
