Persondata politik

Skandaler giver ridser i OL's renommé

Skandalerne i London er dårlige for OL, men umulige helt at undgå dem, mener DIF-formand

  • Philip Hindes (t.v.) styrtede med vilje. Det gav guld. (Foto: AP)
Philip Hindes (t.v.) styrtede med vilje. Det gav guld. (Foto: AP)
1 af 1
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

 

Asiatiske badmintonspillere, som bevidst spiller for at tabe. En britisk banecykelrytter, som styrter med vilje for at få en omstart. Og en britisk roer, hvis sæde på mystisk vis falder af under en finale, så også han får omstart.

Jo, OL i London har været rig på spektakulære øjeblikke af tvivlsom karakter, hvor sindene er bragt i kog, og hvor de højt besungne olympiske idealer har været sat på en hård prøve.

Bedst illustreret ved to damedouble-kampe i badminton-turneringen, hvor fire par helt tydeligt gjorde deres bedste for at tabe, så de og deres land kunne opnå en fordel senere i turneringen.

Alle fire par blev smidt ud af OL-turneringen, da det internationale badmintonforbund (BWF) - under hårdt pres fra omgivelserne - viste en hidtil uset handlekraft.

- Det er klart, at for hver ting, der sker, så er det en ridse i lakken, siger Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

Læs også:

Se også: Skandaleløber blev sendt hjem - og vandt OL-guld

- Samtidig må vi sige, at med så megastort et arrangement er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Der vil uundgåeligt være svipsere undervejs, som burde være undgået, siger han.

DIF-formanden mener, at skandalerne trods alt er få, når man tænker på, hvor stort OL er.

Han peger på, at eksempelvis indførelsen af gruppespil i badmintonturneringen i princippet er en udmærket idé.

- Det gav atleterne mulighed for at få flere kampe. Det kan være surt at komme til OL og så skulle tage hjem efter kun en kamp, siger han.

Læs også:

Se også: Ny OL-skandale? Guldvinder indrømmer snyd

- Det fik desværre en uheldig virkning, fordi der åbenbart i badminton er en tradition for ikke at spille helt igennem, siger Niels Nygaard.

Primært Kina er berygtet for at gøre alt for, at nationen kan få succes, hvilket udløste badmintonskandalen.

Efter at det næstbedste kinesiske damedoublepar overraskende tabte til danskerne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen og mistede førstepladsen i deres gruppe, skulle den bedste kinesiske konstellation tabe deres sidste gruppekamp for at undgå at møde deres landsmænd før i finalen.

Sådan gik det selvfølgelig, hvilket udløste en dominoeffekt med par, der forsøgte at tabe.

BWF har i badmintonkredse fået kritik for at have indført en model i OL-regi, som åbnede op for spekulationer om, hvorvidt det bedst kunne betale sig at tabe.

Læs også:

ol2012 6. aug 2012 Se også: Tæt på OL-skandale før Bolt-show

Sportschefen i Badminton Danmark, Finn Trærup-Hansen, har to forslag til, hvordan man kan undgå snyderi i doubleturneringen. Ved OL gik de to bedste par fra alle fire grupper videre til allerede fastlagte kvartfinaler og dernæst semifinaler.

- Enten skal kun gruppevinderen gå videre, så man går direkte til semifinalerne, eller også skal man trække lod efter gruppespillet, så man ikke ved, hvem man kommer til at møde senere i turneringen, siger Finn Trærup-Hansen.

OL 2012's største skandaler:

* Fire asiatiske damedoubler blev smidt ud af den olympiske badmintonturnering, da de mødtes i to indbyrdes kampe i sidste runde af gruppespillet. Alle par spillede for at tabe for at få en fordel senere i turneringen.

Skandale uden konsekvens:

Den britiske banecykelrytter Philip Hindes erkendte over for BBC at være styrtet med vilje i holdsprint-finalen mod Frankrig for at opnå en omstart. Efterfølgende fik det britiske hold, der vandt guld, med held dysset episoden ned med henvisning til, at den tyskfødte kører ikke talte så godt engelsk.

Den grumsede:

I roernes finale i letvægtsdobbeltsculler markerede den forsvarende OL-guldvinder, briten Zac Purchase, kort efter starten, at hans sæde var gået i stykker, og der blev omstart. Ifølge Thomas Poulsen, træner for den danske guldbåd, faldt Zac Purchase af sit sæde, uden at der var noget galt med det. Frankrig nedlagde protest, men den blev afvist, og briterne beholdt deres sølvmedalje.

Skandalen der blev væk:

I den olympiske håndboldturnering kunne Sverige og Frankrig før deres indbyrdes gruppekamp spekulere i, om det bedst kunne betale sig at tabe for at undgå stærke Kroatien før finalen. Frankrig skulle med et nederlag ganske vist møde Danmark i kvartfinalen, men de danske europamestre havde omvendt ikke imponeret under OL. Frankrig endte alligevel med at vinde kampen over Sverige og vandt senere kvartfinalen over Spanien før mødet med Kroatien i semifinalen.

Brøleren:

To dage før OL's officielle åbning blev kvindernes fodboldturnering indledt med en brøler af rang, da Nordkorea mødte Colombia. En storskærm på Hampden Park i Glasgow viste billeder af de nordkoreanske spillere, men desværre skete det ledsaget af et sydkoreansk flag. De nordkoreanske spillere nægtede først at gå på banen, og først efter lang tids forhandlinger kom kampen i gang.

Kilde: Ritzau

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik