ol2012

Caroline vinder intens maratonkamp

Caroline Wozniacki er klar til 3. runde ved OL efter hæsblæsende affære mod Yanina Wickmayer fra Belgien

1 af 1

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

LONDON (ekstrabladet.dk): Caroline Wozniacki spillede sig her til aften videre til 3. runde i den olympiske tennisturnering.

I en intens, medrivende og langvarig kamp blev Yanina Wickmayer fra Belgien overvundet med cifrene 6-4, 3-6, 6-3. En kamp der varede to en halv time.

Begge spillere viste til tider tennis af meget høj klasse, fordi de begge ville frem på banen og via aggressivt spil sikre sig pointene.

Det slap Wozniacki bedst fra. Hun skal nu møde slovakiske Daniela Hantuchova i 3. runde. Det var netop Hantuchova, der slog Wozniacki ud af French Open sidste år.

Du kan herunder se kampens udvikling parti for parti.

-------------------------------------

1. sæt:

1. parti (0-1): Fornuftig åbning for danskeren, der har tilspillet sig to breakbolde. Wickmayer har ikke helt fået den gode serv i gang. Det er blevet til en del andenserver, som Wozniacki har angrebet fint.

Det gav muligheder for at bryde med det samme, men så hev belgieren et es op på en andenserv.

2. parti (1-1): Fremragende serveåbning af Wozniacki, der tager partiet rent. Et par rigtig gode passerslag, der sætter Wickmayer skakmat.

3. parti (2-1): Caroline bryder på fjerde breakbold i bare to servepartier af Wickmayer. Egentlig fik den lange belgier sine server bedre med, men Wozniacki har fået alle bolde i spil og udviser ro og overblik på banen.

Også selvom hun flere gange er tvunget i defensiven.

4. parti (2-2): Kort dansk glæde her på Centre Court. Anden serveomgang for Wozniacki var ikke prangende. Belgieren bryder tilbage - forholdsvis uproblematisk.

5. parti: (2-3): Wickmayer holder sin serv. Men ikke uden endnu en breakbold til Caroline. Godt at se, at hun stadig er med helt til dørs i belgierens partier.

6. parti (3-3): Pyha, Caroline...Danskeren ender med at holde serv, men kun efter at Wickmayer har misbrugt en breakbold. Wozniacki havde ellers 40-0 og lignede en, der var på vej mod andet rene serveparti. Men så gik klappen lidt ned og Wickmayer blev lukket ind igen.

7. parti (4-3): Yeah! Come on, Caroline, råber en mandlig tilskuer, da Wozniacki efter en flot spillet bold bringer sig på 30-40 i Wickmayers serv. Breakbold nummer seks. Caroline løber en ellers god stopbold op fra Wickmayer og smider den ned i det modsatte hjørne uden chance for modstanderen, hvilket får danskeren til at knytte næven.

Kort efter bryder hun sin modstander på dansk breakbold nummer syv i dette første sæt.

8. parti (5-3): Caroline er på vej mod at tage 1. sæt! Danskeren holder rimelig sikkert sin serv og slutter fint af med en baghånd ned langs linien, som Wickmayer aldrig er i nærheden af.

9. parti (5-4): Wickmayers serv ser fornuftig ud. Hun ender med at holde serv, selvom Wozniacki kæmper sig tilbage fra 40-15 til 40-40. Nu kan danskeren serve sættet hjem. Det ser vi gerne...

10. parti (6-4): Caroline Wozniacki vinder 1. sæt over Yanina Wickmayer! Hun vælger dog lige at misbruge to sætbolde først.

-----------------------------

2. sæt:

1. parti (0-1): Et råkoldt Centre Court, hvor solen for alvor er gået væk, danner rammen om en tæt kamp, hvor Wickmayer netop har taget første parti efter at have tabt 1. sæt.

2. parti (0-2): Lidt ærgerlig start på sættet af Wozniacki. Hun har spillet aggressivt og vedholdende den første time af kampen. Men det ser ikke videre imponerende ud nu, hvor Wickmayer har spillet sig frem til to breakbolde og vinder den anden.

3. parti (0-3): Wickmayer spiller mere aggressivt nu og har pludselig overtaget. Desværre virker Caroline lidt modløs. Vinder kun en enkelt bold i Wickmayers serv.

4. parti (1-3): Billedet gentager sig. Wickmayer tager flere chancer og får trykket Caroline tilbage. Men et par gode server sikrer Caroline partiet. Hun er kun bagud med et enkelt brud.

5. parti (1-4): Uha, belgieren har virkelig fået gang i spillet. Server godt og hamrer solide, flade grundslag ned mod Caroline. Snupper partiet rent.

6. parti (2-4): Et par virkeligt gode dueller i partiet. Heldigvis vinder Caroline dem. Hun spiller lidt bedre, men presses konstant af Wickmayers skarpe returneringer. Især i forhånden. Belgieren satser voldsomt på flere slag - det er alt eller intet-tennis.

7. parti (2-5): Endelig får Wozniacki mere længde på boldene. Men Wickmayer straffer det brutalt, når Caroline slår for hårdt. Belgierens forhånd over i Carolines forhåndsside vinder hende mange point. Vinder partiet på en stopbold - som Wozniacki er meget tæt på at løbe op.

8. parti (3-5): Ja ja, Caroline. Du lever endnu i det her sæt - selvom det har set lidt tyndt ud. Således fik Wickmayer tilkæmpet sig en sætbold. Men et par gode passerslag med baghånden redder danskeren.

9. parti (3-6): Vi skal ud i 3. sæt for at finde en afgørelse. Med stor sikkerhed og aggressivitet tager Wickmayer partiet rent. Sidste bold flugter hun ned på den pivåbne bane fra nettet, hvor Wozniacki har lagt den klar til hende. Det er en dansker i spillemæssige vanskeligheder her på vippen til 3. sæt.

--------------------------------------

3. sæt:

1. parti (1-0): God start for Wozniacki, der får servet fint og holder den, da Wickmayers fejl er for mange. Omvendt er det alamerende, at danskeren i den grad synes afhængig af modstanderens fejl. Der kommer ikke alverden med initiativ fra Wozniacki.

2. parti (2-0): Hallo! Hvad skete der lige der? Wozniacki bryder! Og hun bryder rent på en fremragende baghåndsreturnering. Lækkert, Caroline!

3. parti (3-0): Danskeren holder stensikkert serv. Det er som om hun har barberet 2. sæt ud af systemet og gået direkte fra 1. sæt herover i det afgørende. Glimrende spil, hvor Wickmayer i realiteten ikke er i nærheden af noget som helst.

Belgieren har hamret ketcheren i jorden og snakker dunder til sig selv nu.

4. parti (3-1): Uuuh, den er lige præcis ude. Caroline Wozniacki er benet til nettet for at hente en belgisk stopbolde. En af mange. Men hendes baghåndsslag har lige præcis fået for meget, og så napper belgieren sit første parti her i 3. sæt.

5. parti (4-1): Er du splitterravende bindegal for et parti!!! Caroline ender med at tage det i egen serv. Men det har taget i omegnen af en halv time! Caroline kom uproblematisk på 40-0. Men Wickmayer gav ikke op.

Belgieren gik aggressivt til værks og halede ind på sin modstander. Hun fik også tilkæmpet sig en breakbold, men Wozniacki afværgede. Så fulgte en stillingskrig af en anden verden. Belgieren fik et hav af muligheder for at bryde, men hver gang kom Wozniacki godt tilbage - primært båret af en stærk serv.

Og i sidste ende, da tilskuerne havde indstillet sig på at mørkets frembrud nok ville stoppe partiet, smed Wickmayer bolden ud af banen.

6. parti (4-2): Efter det vanvittigt lange parti, er der mere kontrol i Wickmayers serv her. Belgieren giver Caroline et point, og danskeren burde tage et mere men hamrer et oplagt smash i nettet. Og så ender det på belgiske hænder.

7. parti (5-2): Åååh, det var virkelig et godt parti for Caroline at vinde! Hun er ved at komme i vanskeligheder igen, selvom hun er på 30-0. Men Wickmayer forcerer sit spil igen og smider bolden ud. Nu skal den her kamp bare ende på danske hænder!

8. parti (5-3): Caroline tilspiller på forbilledlig vis en matchbold efter at have været nede i sækken. Den bliver dog misbrugt på rigtig godt spil af Wickmayer. Og så holder belgieren fast i kampen med det yderste af neglene, da Wozniacki sender en returnering i nettet.

9. parti (6-3): Caroline tilspiller sig to matchbolde, da Wickmayer høvler bolden i nettet. Belgieren er tydeligvis træt nu og ender med at smide en bold ud over baglinien.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik