Indlæser...

Caroline tabte finalen

Trods en god kamp formåede Caroline Wozniacki ikke at besejre Kim Clijsters i US Open-finalen

05:00, 14. sep 2009 (Opdateret tid: 05:25, 14. sep 2009) | Troels Christensen

Annonce

'Den vinder jeg en anden gang', synes Wozniacki at tænke efter nederlaget til Kim Clijsters på Flushing Meadows i New York. (Foto: AP)
'Den vinder jeg en anden gang', synes Wozniacki at tænke efter nederlaget til Kim Clijsters på Flushing Meadows i New York. (Foto: AP)
  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

NEW YORK (ekstrabladet.dk): Eventyret er slut for pigen fra H.C. Andersens fødeland: Men drømmen lever.

Natten til mandag tabte Caroline Wozniacki 5-7, 3-6 til Kim Clijsters i US Open-finalen.

Men selv om hun - fortjent - tabte sin første Grand Slam-finale, har hun under årets US Open vist at hun kommer tilbage efter mere.

For selv om hun fik klaps af Kim Clijsters er der forud gået en række forrygende præstationer. Æg til både Voskoboeva og Martic. Klask til Cirstea og knubs til Kuznetsova. Ørefigen til Oudin og varme hveder til Wickmayer.

Men mod den belgiske veteran forsømte hun at gribe chancen, da den var der. Og den slags hører i den grad med på allerøverste niveau.

Caroline var således foran 4-2 i første sæt og stod med to breakbolde. Og lidt senere kunne hun foran 5-4 såmænd selv serve sættet hjem. Og igen: To breakbolde ved 5-5.

Men der steppede veteranen lige sit spil op og lukkede til 7-5.

55 minutter tidligere var de to gået ud af den røde løber til et feststemt Arthur Ashe Stadium, hvor både violin, flygel, skønsang og et amerikansk marinekorps med et gigantisk Stars & Stripes havde lagt klangbunden.

Der var masse af Caroline-råb ned i det store krater, da de to gik ud til andet sæt og fulgtes ad til 2-2, og faktisk var det underhunden, der førte på bifalds-barometeret, da 2005-mesteren med et es slog sig foran og kort efter brød Miss Sunshine.

Derfra lignede det et spørgsmål om tid, og det blev det også.

Efter godt halvanden times tennis kunne Clijsters genindtage sin trone som Dronning af Queens!

De to udvekslede et usædvanligt langt og varmt kram ved nettet, og siden var der lige så varme ord i mellem dem.

Caroline gik scenevant ind og takkede publikum og fik såmænd lov at sende en hilsen på dansk til nationen, der var gået amok derhjemme.

- Må jeg også sige lidt på polsk, spurgte hun så og tog fat, mens latteren rullede.

Og mens hun kunne trøste sig med en præmiecheck på 800.000 dollars (godt fire millioner kroner), kiggede Kim varmt på hende over mikrofonen.

- Caroline er så stor en fighter, så dygtig en spiller og så sød en pige, at kvindetennis skal være stolt over hende.

Og så var der ellers ikke et øje tørt, da 16 måneder gamle Jada fik lov at gå på Centre Court og hylde sin mor.

En spiller, der kom med på et wildcard og gav hele tennis-toppen en reminder om, at de bestemt er til at tale med.

Det går Caroline måske næste gang. På engelsk, dansk og polsk…

Annonce