Caroline: Far og jeg er vokset sammen

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Midt på eftermiddagen er der allerede godt gang i den inde på Crown Casino, som i denne uge lægger borde til en international pokerturnering.

For Caroline Wozniacki, der lige har overstået en fotosession samme sted, er det en verden og tankegang, som ligger hende fjernt.

Hun gambler aldrig og foretrækker de sikre og gennemprøvede løsninger.

Som nu hendes far og træner, der slentrer ved siden af hende i blæsten langs Yarra River.

Som han i overført betydning har gjort det, siden hun som lille pige tog ketsjeren i hånden og forlangte hjælp til at blive verdens bedste.

'Der vil altid være kloge folk'
Den er Piotr Wozniacki snart tæt på at have leveret. Med en ildhu, der har været tæt på at matche hans datters, og som indimellem har fremkaldt mistroiske snøft ved danske forældres frikadelleborde.

Den fars gider hun ikke røre i. Hun forstår simpelthen ikke opskriften.

For hende er de to om at have skabt en succes, og dén Caroline-opskrift agter hun til gengæld at følge. Igen og igen. Måske tilsat en knivspids nyt krydderi i ny og næ. Men substansen – den er i orden.

– Hvordan har du det med at folk udefra kritiserer hans rolle?

– Der vil altid være folk, der er kloge, men jeg ved, hvad der er det bedste for mig. Så længe vi har det godt sammen, er det det, der tæller.

– Er det svært at beskrive jeres samarbejde for udenforstående?

– Næh, for jeg prøver aldrig at forklare det til andre. Det vigtigste er, at vi selv ved, hvad det handler om.

Måske resten af karrieren
– Har du undervejs følt dig presset af din far?

– Mener du på den der negative måde? Nej, det har jeg ikke. Men selvfølgelig kan du have brug for et spark, når du ikke giver 100 procent. Sådan er det vist for alle, der gerne vil være den bedste.

– Kan du se ham som din træner i resten af din karriere?

– Ja, det kan jeg sagtens. Det går fint, og forhåbentlig kan vi gøre det endnu bedre sammen.

– Hvad får dig til at tro på det?

– Vi er ligesom vokset sammen, og vi forstår hinanden bedre og bedre. Sammen lærer vi af vores fejl. På den måde finder vi hele tiden en kortere vej til de bedste løsninger.

Han er den rigtige
– Hvor stor en andel har din far i din succes?

– Den er stor. Helt sikkert. Han har trænet mig, siden jeg var lille, og vi har været fælles om at nå hertil. Men selvfølgelig er det mig, der spiller. Det er mig, der står ude på banen.

– Har han udviklet sig til en rigtig tennistræner?

– Hvad er en rigtig tennistræner? For mig er han den rigtige. Han kan forklare tingene, så jeg kan forstå dem, og det er vigtigt.

– Er det ikke bare, fordi du fra lille har vænnet dig til at høre tingene fra hans mund?

– Næh, jeg tror bare, han kender mig så godt, at han ved, hvilke ting han skal sige, og hvordan han skal sige dem. Det går hurtigere på den måde.

– Hvor tit har han vundet eller vendt en kamp for dig med sine taktiske råd før eller under kampen?

– Det er svært at sige. Han kommer med input, og det betyder da noget. Jeg er selv blevet bedre til at kunne skifte taktik under en kamp, men nogle gange ser han ting udefra, som jeg ikke selv har opfattet. Både om mig selv og om modstanderen. Vi har helt sikkert haft gavn af regelen om, at træneren må komme ind under kampen (som ikke gælder ved en Grand Slam, red.).

'Vi er da uvenner'
– Hvor tit har du behov for at spørge andre om noget tennismæssigt?

– Sjældent. Men nogle gange kommer folk selv og siger nogle ting.

– Hvor tit og hvor længe er I uvenner?

– Det sker da, at vi bliver irriterede på hinanden, men det varer aldrig ret længe, siger hun og smiler.

Som hun gør det så tit i forskellige varianter. En af dem har en let hovedrysten som følgesvend.