– Caroline Wozniacki skal have mere fart i ketsjeren. I dag nøjes hun ofte med
at transportere bolden. Det var godt nok til at vinde kampe for ti år
siden, men det er ikke nok i dagens hårde konkurrence, som er meget
skarpere end for bare et år siden.
Chris Evert er markant i sin bedømmelse af den kriseramte dansker, her fire
dage før Wimbledon serves i gang.
Læs også: Se også: Ny nedtur for Wozniacki
Og den 18-dobbelte Grand Slam-vinder indleder faktisk med et suk, da Ekstra
Bladet spørger hende om Wozniackis aktuelle situation og fremtidsmuligheder.
– Oh, Caroline, lyder det, før hun holder en lille kunstpause.
– Det store problem er hendes placering på banen. Jeg har altid været kritisk
over for netop det. Hun står alt for langt tilbage og venter på, at bolden
skal komme til hende og til hendes store sving.
– Hun er simpelt hen nødt til at rykke frem og tage bolden tidligere. Hun er
nødt til at blive mere aggressiv i sit grundspil, opfordrer amerikaneren,
der i dag er ekspertkommentator for den store sportskanal ESPN.
Læs også: Se også: Caroline: OL slår Grand Slam
Chris Evert har selv stået i syv Wimbledon-finaler, men den slags storkampe er
ikke noget tema for Caroline Wozniacki lige nu, mener hun.
– Hun skal først arbejde med flere ting. Jeg fornemmer, at hun prøver at få
mere svirp i sin serv, og det får hun også brug for, hvis hun vil tilbage i
top fire.
– Forhåbentlig vil hendes nye træner (svenske Thomas Johansson, red.) arbejde
på de ting, jeg nævner, for Caroline er pisket til at foretage nogle
forandringer i sit spil. Det har længe været åbenlyst for mig.
– For jeg håber da ikke, at Caroline er tilfreds med, at hun har ligget som
nummer et, spørger hun retorisk.
Chris Evert håber i øvrigt, at kvindetennis snart vil fostre en ny version af
den slags mytiske rivaliseringer, som hun selv udkæmpede med Martina
Navratilova.
Hun nævner Victoria Azarenka og Maria Sharapova som mulige kandidater, men i
årets Wimbledon ser hun en helt tredje som vinder:
– For mig er Serena Williams favorit. Græsset ligger bare så godt til hende.
