Verdensranglistens nummer et, Maria Sharapova fra Rusland, er overraskende ude
af dette års Wimbledon-turnering allerede i fjerde runde.
Sharapova var oppe mod den 15.-seedede tysker Sabine Lisicki, der i en velspillet kamp blev for stor en opgave for verdens for tiden bedste damespiller.
6-4, 6-3 vandt Lisicki, og dermed var det slut på den 25-årige russers drøm om at genvinde den fine græsturnering, som hun vandt for første og hidtil eneste gang i 2004.
Sharapova, der iøvrigt er kendt for at være en af de 'stønnere', som WTA vil have til at stoppe de høje lyde under kampene, har ellers vist god form i de sene forårsmåneder, blandt andet da hun i starten af juni vandt French Open i Paris, hendes fjerde grand slam-sejr i en allerede lang karriere.
22-årige Lisickis foreløbig bedste resultat i en grand slam-turnering kom netop i Wimbledon, da hun sidste år nåede semifinalen, hvor hun tabte med præcis samme cifre - 6-4, 6-3 - til netop Maria Sharapova.
Se også: Læs også: WTA vil tennisstønnere til livs
Mandag eftermiddag fik hun revanche for den skuffelse.
Sabine Lisicki møder i kvartfinalen landsmanden Angelique Kerber, der ekspederede den tidligere verdensetter Kim Clijsters ud af Wimbledon med en sejr på 6-1, 6-1. Det var sidste Wimbledon for Clijsters, der har annonceret, at hun er i gang med sin sidste sæson.
