Caroline pådrog sig en knæskade undervejs i sin kvartfinale i New Haven, men
vandt alligevel kampen mod slovakiske Dominika Cibulkova med overbevisende
6-2, 6-1.
Det var danskerens 20. sejr i træk i WTA-turneringen, som hun har vundet de seneste fire år i træk. Hendes statistik i turneringen hedder derfor nu: 20-0!
Samtidig er hun blot to kampe fra at hive den femte sejr i træk hjem. Lykkes det, vil hun være den blot fjerde spiller i WTA Tourens historie, der præsterer at vinde den samme turnering fem år i træk. Før hende har kun legender som Steffi Graf, Chris Evert og Martina Navratilova præsteret det samme.
Men på trods af cifrene var der problemer undervejs mod Cibulkova.
Læs også: Se også: Caroline klædt af for millioner
I første parti i andet sæt pådrog danskeren sig nemlig en knæskade, der krævede behandling af en fysioterapeut i flere minutter. Men Caroline Wozniacki kom tilbage på banen, og selvom hun tabte partiet, spillede hun sig - en smule hæmmet i bevægelserne - fornemt op igen mod den sjetteseedede slovak og vandt de næste seks partier.
Den tredjeseedede dansker brød allerede til 2-1 i første sæt, og generelt havde hun med solidt spil godt styr på den aggressive, men også svingende og ofte vildtslående modstander.
Fejlmængden var langt større hos Cibulkova (24-7 i uprovokerede fejl), mens de to spillere slog stort set lige mange vindere. Og Caroline Wozniacki spillede samtidig med stor ro og præcision i slagene i en ganske overbevisende sejr mod en ellers ofte ubehagelig modstander, der denne dag dog spillede langt under vanlig standard.
Læs også: Se også: Her er Carolines første US Open-modstander
Wozniacki servede godt, langt og tungt, og igen var der forbedring at spore i forhånden, mens baghånden virkede som sikkerheden selv hos danskeren.
Det var hendes ottende sejr mod slovakken, som hun også har tabt til tre gange - bl.a. i sidste års Wimbledon-turnering. Det var hun ikke i nærheden i dag.
Danskeren er nu klar til semifinalen, hvor hun skal møde vinderen af opgøret mellem den useedede hviderusser Olga Govortsova og den syvendeseedede russer Maria Kirilenko.
Og hvis knæet ikke gør problemer, når det bliver koldt, er der dermed store chancer for en plads i finalen. Og for, at skaden ikke vil holde hende ude af næste uges US Open ...
