- Som oplevelse er det da stort at spille semifinale sådan en søndag, hvor
Roger, Andy og Novak også er på programmet, griner Frederik Løchte Nielsen
med stjerne-adresse til Federer, Murray og Djokovic.
Det resultatmæssige lever til gengæld sit eget afslappede liv i hans bevidsthed, når det handler om den double-række, som er og bliver andenprioritet i hans tennisliv.
Et kuriosum, der har fået mange internationale medier til at møde frem til hans og makker Jonathan Marrays pressemøder i ugens løb for at dyrke netop den i deres øjne helt uhørte vinkel i et elitemiljø.
- Det rører mig ikke. Til gengæld nyder jeg at sidde der på podiet sammen med Jonny og have det samspil.
Samspillet har Wimbledon-mestrene også med det store publikum i O2 Arena, hvor de 17.500 tilskuere selvfølgelig er på britens side.
Se også: Læs også: Han er pisket til sejr
- Jeg er meget glad for, at vi har præsteret på dette niveau, for det kan godt være overvældende at blive smidt ind i så stor en kulisse. Der kunne måske komme en reaktion, hvis presset blev for stort.
- Men vi har håndteret det godt og nydt det, så det har kun forstærket oplevelsen, siger danskeren i mobilen på vej hjem til sit femstjernede logi ved Themsen.
Det med nydelsen vil også være i centrum i semifinalen, hvortil modstanderne endnu ikke var fundet ved denne udgaves deadline. Og de to lader Marrays engelske træner om at spionere i hallen.
- Vi kender begge par så godt. Vi slog dem begge i Wimbledon og har dem også på DVD. De er vidt forskellige som par, men der er tjek på det, siger Løchte om de amerikanske Bryan-brødre eller spanierne Granollers og Lopez.
Se også: Læs også: Federer klar til semifinalen i London
- Der kan også gå for meget taktik i det. Vi vil angribe kampen på præcis samme måde og finde den samme rytme som i de andre. Det ville være en fejl at begynde at tænke anderledes, fordi det er en semifinale.
En sejr vil dog udløse 65.000 dejlige dollars, og skulle kampen ende i super-tiebreak, har parret to gange bevist deres gode nerver.
- Jeg har ikke mærket det store til nerver. Kulissen har ikke påvirket mig, og jeg har spillet relativt godt.
