Tennis

Caroline i stor triumf

Caroline Wozniacki kæmpede sig med stærkt svingende spil forbi kinesiske Li Na og i kvartfinalen

  • Caroline Wozniacki hentede en af sæsonens største sejre, da hun besejrede syvendeseedede Li Na i tre sæt. (Foto: AP/Shizuo Kambayashi)
Caroline Wozniacki hentede en af sæsonens største sejre, da hun besejrede syvendeseedede Li Na i tre sæt. (Foto: AP/Shizuo Kambayashi)
1 af 1

EKSTRA Sport og spil

Hent flere

 

Det lignede på forhånd en superkamp mellem to dygtige spillere og en test af Caroline Wozniackis øjeblikkelige styrke, ligesom det var danskerens sidste chance for at blande sig i slutspurten om en plads i sæsonfinalen.

Hvad det første angår, levede kampen længe ikke op til forventningerne. Dertil var kvaliteten alt, alt for svingende men den steg dog i slutfasen, og heldigvis fik fighteren Wozniacki hevet marginalerne til sig.

Svaret på, om Caroline igen er ved at være oppe på topniveau, kan desværre endnu kun besvares med et rungende 'måske'.

Men sejren i dag i tre sæt i den store WTA-turnering i Tokyo kan vise sig så livgivende, at hun måske kan presse sig på til noget stort i slutningen af sæsonen og måske også kvalificere sig til Istanbul. Efter længe at have været et skridt bagud slog Caroline kinesiske Li Na med 4-6, 6-3, 6-4 efter to en halv times kamp.

Caroline fik ellers slet ikke fra start forvirret Li med overraskende temposkift og dybe slag ned langs linjerne - og desværre alt for sjældent med signaturslaget i baghåndssiden.

Læs også:

Se også: Sådan! Caroline knuser Hantuchova

Hun forsømte at spille Li højt i forhåndssiden og fik aldrig fulgt et dybt slag op ved at gå til nettet. Heller ikke førsteserven fungerede optimalt, og så skulle det blive svært mod en absolut topspiller.

I stedet fik kineseren lov til at gribe initiativet og spille sit hurtige, offensive spil. Og så var det alt for meget op til hende, om det blev en vinder eller en fejl. Men heldigvis hører Li også til de mentalt skrøbelig i klassen, og det udnyttede superfighteren til at hente en af sæsonens måske vigtigste sejre, som blev hevet hjem med kun seks vinderslag.

Kampen fik en regulær koldstart med nervøst spil, rådvildhed og masser af fejl fra begge sider. Server og grundslag fløj nærmest rundt i alle hallens hjørner, og det betød såmænd tre serve-gennembrud på striber. Det så næsten ud, som om de to spillere ikke havde fået varmet op.

Caroline havde også to muligheder for at bryde til 2-2, men denne gang fik kineseren styr på det og holdt som den første til 3-1. Wozniacki holdt med besvær sit næste serveparti, men det var tydeligvis kineseren, der begyndte at styre det meste, mens danskeren mest holdt bolden i gang i et håb om modstander-fejl.

Hun fik ikke holdt den nødvendige dybde, og derfor kunne Li diktere det meste. Først ved 2-4, 40-40 slog Caroline sin første vinder, en vinklet baghånd og fulgte op til 3-4. Det lykkedes også at holdet til 4-5 men et par dårlige servereturneringer banede vej for tre sætbolde til Li, og hun tog den sidste efter 48 minutters yderst svingende spil.

Læs også:

Se også: Træt Wozniacki ser frem til god nattesøvn

Statistikken fortalte det meste: 16 kinesiske vindere mod en dansk, og 31 uprovokerede fejl mod Carolines 15.

Wozniacki kom tilsyneladende friskere ud til andet sæt, hvor hun fra start forsøgte at få lidt mere power og dybde i sine grundslag, og med besvær fik hun holdt sin serv.

Pludselig var det Li, der tabte niveau, og det betød et velkomment dansk break til 2-0. Så svingede det over igen. Et par dumme fejl og 1-2 betød, at kineseren midlertidigt kom tilbage på sporet. Hun misbrugte dog en breakbold ved 2-2, og så røg koncentrationen lidt igen. En stribe fejl i egen serv gav i stedet Caroline et brud til 4-2.

Det var en gave, hun pakkede ud. Hun fik skærpet førsteserven en anelse, tog ubesværet sit parti til 5-2, og foran 5-3 fik hun sat tryk nok på Li til at høste et par fejl og tage sættet, selv om hun igen kun slog en enkelt vinder undervejs.

Det stod klart, at starten på tredje sæt ville blive mentalt meget vigtig, og Caroline fik chancen for en god start, da hun tilspillede sig en breakbold i første parti, men Li fik afværget med en vinklet forhåndsvinder, der slikkede det yderste af linjen.

Og så smed Caroline såmænd sit næste parti på en dobbeltfejl, før hun endnu engang kom tilbage og brød igen - endda på sit første netangreb i kampen. Så fik hun igen besøg af Piotr Wozniacki ved sin stol, holdt serv 2-2 og fik også brudt til 3-2.

Læs også:

Se også: SLUT: Caroline vinder gyser i Tokyo

Et nervøst parti fulgte. Rare 30-0 blev til 30-40 og fordel Li, som hun efter en længere duel tog hjem med endnu en linjeslikker.

Så var det Caroline, der fik kæmpet sig frem til to breakbolde, og nu var der indædt fight på banen, hvor danskeren blev jaget rundt og forsvarede sig atletisk. Hun fik endnu en fordel via en susende baghåndsreturnering og kort efter endnu en, hvor hun fik partiet foræret med en dobbeltfejl, kineserens sjette.

Hun holdt rent til 5-3, før det blev 5-4, og så stod Caroline i den positive situation selv at kunne serve kampen hjem. Et af hendes turbulente sæsons vel nok vigtigste servepartier.

Pludselig lynede baghånden longline til 15-15, men et par fejl gav Li to breakbolde, som Caroline dog besejrede med sublim defensiv. Og så stod hun pludselig med en matchbold.

Li slog i nettet efter to en halv times fight.

I kvartfinalen møder Caroline sin polske veninde Agnieszka Radwanska, der i to sæt slog den amerikanske kvalifikationsspiller Jamie Hampton. Den indbyrdes statistik hedder 5-2 i dansk favør, men polakken har haft en stor sæson.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik