Persondata politik

Hårdt presset Serena vinder finalegyser

Victoria Azarenka pressede favoritten til det yderste i forrygende tresætsfinale i US Open

  • Serena Williams sikrede sig sin 45. titel på WTA Touren, heraf hele 15 i Grand Slam-turneringer. (Foto: AP/Mike Groll)
« Forrige
Serena Williams sikrede sig sin 45. titel på WTA Touren, heraf hele 15 i Grand Slam-turneringer. (Foto: AP/Mike Groll)
1 af 2
Næste »
Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.
 

Alt pegede på en suveræn Serena Williams-sejr i US Open, men sådan skulle det pludselig ikke gå alligevel, selvom den snart 31-årige amerikaner i sidste ende alligevel formåede at hive sin fjerde US Open-titel i hus efter en forrygende finale natten til mandag.

En modig, mentalt stærk og velspillende Victoria Azarenka nægtede nemlig at lade sig kue af amerikanerens powertennis og endte med at presse Serena Williams til det yderste, før amerikaneren sejrede i årets sidste Grand Slam-turnering i en ren gyser med cifrene 6-2, 2-6, 7-5.

Serena Williams har været så overlegen de seneste måneder, at selv en topseedet verdensetter som den 23-årige hviderusser på forhånd var at regne som outsider i en finale mod den fjerdeseedede amerikaner.

Læs også:

Se også: Suveræne Serena stormer til US Open-finale

Azarenka havde desuden tabt ni af de foregående ti opgør mod Serena williams, men Australian Open-vinderen formåede at ryste Serena Williams, der var tæt på for andet år i træk ikke at leve op til favoritrollen i en US Open-finale efter det chokerende nederlag i fjor mod Samantha Stosur.

Efter en indtil da fremragende turnering faldt hun sammen i finalen, men i år havde hun været endnu mere suveræn frem mod finalen, og historiebøgerne var på forhånd blevet tjekket for at se, om Serena Williams mon kunne blive den mest overbevisende vinder af en Grand Slam-turnering siden ’Open-æraens’ begyndelse i 1968.

Det ville dog kræve en 6-0, 6-0-sejr for at udligne Martina Navratilovas blot 19 tabte partier i US Open i 1983, og indledningsvis lignede det faktisk en reel mulighed.

Læs også:

Se også: Azarenka knækkede Sharapova

En stålsat fokuseret Serena Williams tordnede vinderslag efter vinderslag forbi sin frustrerede modstander, men den selvbevidste hviderusser formåede at vende frustrationerne over at møde en bedre spiller til krigerisk stædighed.

Den mentalt stærke verdensetter nægtede at lægge sig ned som så mange andre før hende, tog trods 2-6 i første sæt kampen op, løftede sit spil og begyndte at hamre boldene retur i en kamp i meget højt tempo. Tilmed en kamp på meget højt niveau, med stor nerve og med høj intensitet.

Serena Williams formåede omvendt ikke at vænne sig til, at hun pludselig fik modstand, fejlraten steg mærkbart i forhold til hendes opvisningsspil de seneste tre måneder siden French Open, og hun bevægede sig knap så godt som hidtil i turneringen.

Læs også:

Se også: Djokovic klar til niende Grand Slam-finale

Hun kom pludselig bagud i andet sæt, og så begyndte især forhånden igen at vakle. Tankerne kørte tydeligvis også rundt i hovedet på amerikaneren, og Azarenka lugtede blod.

Kampen blev nu mere og mere spillet på Azarenkas præmisser, alt fungerede for den storfightende hviderusser, og hun tog andet sæt med 6-2. Hun kom også op med et hurtigt break i tredje sæt, før Serena Williams hev de sidste ressourcer frem og fik brudt tilbage.

Læs også:

Se også: Andy Murray: Det var brutalt

Ikke bare en gang til 2-2, men igen til 5-5, da hun vaklede på randen af nederlag. Og så overtog alle vinderinstinkter hos Williams, der bragte sig foran 6-5 i den nervepirrende afslutning. Azarenka havde ikke flere mirakler i posen og kunne efter mere end to timer og et kvarters forrygende fight ikke længere modstå presset.

På kampens første matchbold vandt Serena Williams efter en fejl af Victoria Azarenka og sikrede sig sin 15. Grand Slam-titel.

- Jeg kan slet ikke tro, jeg har vundet, lød det fra den glade Serena Williams efter sejren, der indbringer hende 1,9 mio. dollars, svarende til 11 mio. kr.

Hun har nu passeret 40 mio. dollars i præmiepenge som den mest vindende kvindelige tennisspiller nogensinde. Men hold da op, hvor holdt det hårdt mod Victoria Azarenka, der havde meget, meget stor ære af kampen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik