Tennis

Smadret Caroline sætter ord på fiasko: Derfor gik det galt

- Jeg skulle have lukket den kamp i to sæt. Der er ingen tvivl om det. Så det er selvfølgelig frustrerende og skuffende at sidde her, sagde den sårede taber

Wozniacki startede 2016 på den værst tænkelige måde
1/2
Næste »

MELBOURNE (Ekstra Bladet): -Jeg ser bare frem til at komme lidt væk, lød Caroline Wozniackis sidste bemærkning til den danske presse efter det voldsomt skuffende nederlag til Yulia Putintseva.

Og hun så unægtelig også sådan ud, taberen med de røde øjne og den lavmælte stemmeføring.

Det var et af den slags nederlag, der følelsesmæssigt ikke lige fortager sig. Og hun forstod heller ikke selv, hvordan hun på den måde havde smidt styringen med en kamp, som hun længe havde fuld kontrol med.

- Jeg skulle have lukket den kamp i to sæt. Der er ingen tvivl om det. Så det er selvfølgelig frustrerende og skuffende at sidde her.

Se også: Wozniacki i gigantisk fiasko

- Det er en rigtig dårlig start på sæsonen, må man sige. Især fordi jeg føler, at jeg har forberedt mig grundigt og ramt bolden godt til træning, sagde hun og trak opgivende på skuldrene.

Hvad er det, der får kampen til at tippe over ved 6-1, 4-2?

- Jeg giver hende lov til at komme ind i kampen, spiller lidt langsommere. Hun går lidt mere efter bolden og får nogle af de lange partier. Pludselig bliver det mere lige, end det burde have været.

Undervejs nåede temperaturen på Hisense Arena op i nærheden af 40 grader nede i gryden.

- Det var rigtig varmt, men det var det for os begge. Det var ubehageligt, mens solen stod lige ned på os. Men sådan er det i Australien.

I 2011 stod Caroline Wozniacki i semifinalen her. Året efter tabte hun i kvartfinalen, og siden i fjerde, tredje, anden og altså nu i første runde.

- Det er en grim stime. Føler du, at det er helt forhekset?

- Jeg tror normalt ikke på sådan nogle ting. Men nu kan det vel kun gå en vej, lød svaret, som oven i købet blev ledsaget af et lille forsigtigt smil.

Skærmbillede 2016-01-18 kl. 06.40.46.png Tennis - 18. jan. 2016 Tennisledere afviser at skjule sager om matchfixing

Dem kom der ikke flere af fra danskeren, der i varmepausen efter andet sæt havde forsøgt at få styr på den katastrofale udvikling, kampen havde taget.

- Jeg prøver bare at køle ned så meget som muligt. Køle kroppen ned, få pulsen ned. Det handler (i tredje sæt, red.)om at holde energien oppe og prøve at afgøre nogle af de korte bolde, som hun giver dig mange af, forklarede Wozniacki, der kort inde i sættet blev behandlet for vabler.

De havde dog ikke indflydelse på det videre forløb, for de to kæmpede tæt frem til 4-4.

- Der var jeg på 30-0, sukkede hun.

- Det er marginaler, der gør det, men den skulle slet ikke have været så langt ud, lød det om kampen, som nåede ud over de tre timer.

Timer, som Caroline Wozniacki hurtigst muligt vil forsøge at glemme.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen