Den midtjyske stationsby Brande er formentligt blevet en mangemillionær rigere
efter SuperBest i Storegade solgte en femugers lottokupon, der lørdag viste
sig at være 15.372.263 kroner værd.
Kuponen med de syv vindertal var ikke den eneste i lørdags, men dog den eneste, der også havde klør konge, der udløste trumfpuljen på 11 millioner kroner.
Det kom dermed oven i den ordinære førstepræmiepulje.
Tre andre vindere får 'kun' 4,1 millioner kroner.
De vinderkuponer var købt i Quick Stop i Nørregade i Nordborg, Tobakshjørnet på Gammel Kongevej på Frederiksberg samt i Spar på Sallerupgade i Lundby.
Mens lørdagen forløste jackpotten i trumfpuljen, så undslap jokeren endnu engang. Den har ikke været udbetalt siden 28. april og lyder derfor på 38 millioner kroner. En enlig vinder vil derfor hjemtage en gevinst, der kommer meget tæt på dansk rekord.
Næste trækning er på onsdag.
