Persondata politik

Det her væddemål gider du simpelthen ikke vinde

Verdens undergang giver pengene 500 gange igen, men der er så næppe ret meget at bruge gevinsten på

  • Smuk ser den ud, men måske er det snart slut. Dommedagsprofeter mener at vide, at jorden går under 21. december i år. (Foto: AP/Earth Sciences and Image Analysis Laboratory, NASA Johnson Space Center)
Smuk ser den ud, men måske er det snart slut. Dommedagsprofeter mener at vide, at jorden går under 21. december i år. (Foto: AP/Earth Sciences and Image Analysis Laboratory, NASA Johnson Space Center)
1 af 1
 

Ind i mellem er der spil hos bookmakerne, som man simpelthen bare ikke har lyst til at vinde penge på.

Det australske spilleselskab Sportsbet leverer nu det ultimative af slagsen. Sæt pengene på, at jorden går under 21. december 2012 sådan som dommedagsprofeterne har meldt ud med henvisning til blandt andet mayaernes kalender, der slutter netop denne dag.

Går den rent faktisk under den dag, så får du pengene 500 gange igen.

Med verdens undergang, så er det dog til at overse, hvad glæde der er ved gevinsten ud over en måske meget kortvarig glæde over rent faktisk at have ramt noget til odds 500 ...

Nu har Sportsbet ikke direkte formuleret, hvad der går under betegnelsen jordens undergang, men der er mange muligheder. Noget man selvfølgelig også kan sætte pengene på, hvis man har en god fornemmelse af, hvor det kommer til at gå galt her op til jul.

Mest sandsynligt - i forhold til odds - er en uhelbredelig dræbervirus, hvilket kaster 21 gange pengene af sig. Af de mindre sandsynlige finder man en invasion fra rummet til 500 gange pengene og et endeligt, hvor alle bliver spist af zombier til 1000 gange pengene.

119 pund til odds 1.000.000
Det er ikke første gang, at en bookmaker er på banen med spil på jordens undergang. I 2008 udbød William Hill spil på om jorden ville gå under i forbindelse med forskeres forsøg på at genskabe 'Big Bang' i en partikelaccelerator i Schweiz.

William Hill valgte den utraditionelle model at modtage spil til odds, som spillerne selv kunne bestemme. Det betød, at selskabet modtog spil til odds op til 1.000.000. Det var der enkelte, der slog til på og bookmakerne nåede at notere indsatser for 119 pund.

- Man kan selvfølgelig godt sige, at det er et væddemål vi ikke kan tabe, af den indlysende årsag, at vi ikke ville være her til at kunne udbetale pengene. Jeg har nu altid troet på, at der også er bookmakere i det hinsidige - med den afgørende forskel, at vi her næppe må tage penge fra vores himmelske kunder og derfor befinder os i en slags bookmaker-helvede, forklarede talsmand for spilleselskabet Graham Sharpe, da det stod klart, at jorden stadig eksisterede efter forsøget.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik