Amatøren kan tage fusen på de professionelle

Ugens Staldbesøg: Jan Rasmussen har bare to heste i træning - alligevel er det ingen bombe, hvis den ene vinder DM for Hopper søndag i Odense

Jan Rasmussen har selv vundet mange løb med Stickittothem. Her i Aarhus. (Foto: Ole Hindby)
Jan Rasmussen har selv vundet mange løb med Stickittothem. Her i Aarhus. (Foto: Ole Hindby)

Danmarks bedste travhopper mødes søndag eftermiddag til en dyst om Danmarksmesterskabet. Blandt deltagerne er otte-årige Stickittothem

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at hoppen ville blive en af Danmarks bedste. Faktisk debuterede den ikke før end, at den blev fire år.

- Stickittothem kom sent i gang. Den var ikke helt vokset færdig, før den var fire år. Nu har vi til gengæld fået noget i den anden ende, siger træneren Jan Rasmussen med henvisning til, at mange andre hopper brænder krudtet af i to-, tre- og fireårssæsonen, hvor der er store penge i årgangsløbene.

Den glade amatør
Mens mange satser og bruger professionelle trænere, så er 58-årige Jan Rasmussen en ’glad’ amatør.

Han arbejder til daglig som unge-konsulent på et opholdssted i Viborg for 14-18-årige, der har emotionelle vanskeligheder.

Meget af fritiden bruger han på DM-deltageren og staldens anden hest Pick’n Roll.

- Jeg har altid været interesseret i trav, siger han til Ekstra Bladet og fortæller, at faderen Kaj Rasmussen og to farbrødre var travtrænere ved sjællandske travbaner.

- Nu træner jeg selv for at minimere udgiften. Det skal jo hænge sammen. Travsporten er min hobby. Det må gerne gå i nul eller give lidt. Det er dejligt også tjene noget, når det går godt, men det er ikke det primære.

- Jeg holder af den daglige træning, hvor jeg både rider og kører hestene. På den måde får jeg motion og frisk luft, siger han og tilføjer:

- Samtidig giver det et adrenalinkick ved at være med i løbene.

- Førhen kørte jeg altid hestene selv, og det har jeg været glad for. Men jeg synes, at det er lige så spændende at stå ved sidelinjen. Tidligere var jeg bare et andet sted i mit liv.

Har vundet store løb som kusk

Stickittothem har vundet 20 af 48 løb. Den har en sejrsprocent på flotte 47 procent. (Foto: Ole Hindby)
Stickittothem har vundet 20 af 48 løb. Den har en sejrsprocent på flotte 47 procent. (Foto: Ole Hindby)

Jan Rasmussen har prøvet at vinde løb i Sverige. Han har vundet V6-løb på Charlottenlund. Nu har han trappet ned på den del af hobbyen.

- Jeg har vundet så store løb, at jeg ikke så sulten mere, men jeg vil da ikke afvise, at jeg vil køre igen. Men jeg har altså kun to heste, siger han.

Efter at han selv sad med linerne i hesten første starter, tog først Knud Mønster over, inden Birger Jørgensen blev fast chauffør på Stickittohem.

- Jeg tror, at Knud har kørt den fem gange og vundet fire løb. Men han er loyal, og han havde dengang en hest i samme klasse fra sin egen stald, så det gav sig selv, at han valgte sin egen hesteejer.

- Birger Jørgensen ville gerne køre hoppen. Han har været fleksibel og dedikeret i sit arbejde med hesten og har taget med til starter i Sverige. Det har givet nogle super resultater, siger Jan Rasmussen.

Får det bedste af det bedste
Han giver endnu en årsag til, hvorfor han overlader hesten til professionelle.

- Jeg får det bedste af det bedste.

- Der er mange ting i det. Sætter man Birger Jørgensen til at køre sin hest, så har den lettere ved at blive lukket til spidsen af feltet. Hvis jeg kører selv hesten, så forsvarer de andre kuske fronten af feltet, og jeg havner i andet spor.

- Det er en af fordelene ved at have Birger Jørgensen til at køre. Han har autoritet, og de er vant til at slippe fronten til ham. Samtidig er han jo selvfølgelig skarpere, siger amatørkusken, der foretrækker selv at køre løb mod professionelle kuske frem for amatørløbene.

- De professionelle kører mere ansvarligt, mere forudsigeligt og mere fair.

- Der bliver ikke kanøflet i de løb. I amatørløb bliver der kørt mere spontant, lidt rodet og tilfældigt.

- Som eksempel, så kan jeg nævne et amatørløb, som jeg kørte med min anden hest Pick’n Roll. Der måtte jeg bremse hesten flere gange undervejs, og da jeg kom i stald, havde jeg skrammer på vognen.

- Jeg siger det ikke, fordi det skal lyde som om, jeg ikke er bedre end de andre. Det er bare nemmere at køre mod de professionelle. Det er ukompliceret og ikke så meget hulter til bulter, siger han.

Nyt kuskeskifte forud for DM-løb

Her vinder Stickittothem med Birger Jørgensen i sulkyen. Han vælger en anden hest i DM-løbet. (Foto: Ole Hindby)
Her vinder Stickittothem med Birger Jørgensen i sulkyen. Han vælger en anden hest i DM-løbet. (Foto: Ole Hindby)
På søndag i Odense er det ikke Birger Jørgensen, der sidder bag. Jan Rasmussen har været tvunget til at erstatte den tidligere verdensmester med Rene Kjær.

- Birger Jørgensen kører også Amulet, der vandt Hoppederbyet sidste år. Sådan en hest, kan han ikke kan sige fra. Det har jeg fuld forståelse for, og det bliver vi overhovedet ikke uvenner over, siger han og fremhæver, at Birger Jørgensen har fortalt meget til Rene Kjær om hesten.

Mange har det indtryk, at Stickittothem er en sprinter. Men Jan Rasmussen advarer mod at blive i den tro.

- Faktisk mener både Birger Jørgensen og Rene Kjær, at hoppen er bedre over 2100 meter. Jeg tror, at den får en fordel normaldistancen. Efter løbet senest sagde Rene Kjær, at hoppen uden besvær ville have holdt tempoet i 500 meter mere.

- Får den et godt løb, så kan den vinde Danmarksmesterskabet. Kommer norskejede Soho, så er det en rigtig stærk hoppe. De andre er for mig at se meget jævnbyrdige, og jeg ville sætte min som nummer tre eller fire af de andre.

En sejr i DM for Hopper vil være en ekstra triumf for Jan Rasmussen. Han er nærmest opvokset på banen i Odense, hvor han boede i de første 22 år af sit liv.

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen