Det bliver sidste omgang i det prestigefulde Bornholms Mesterskab for den
12-årige travhest Hector Brogård på søndag.
Den gamle kæmpe, der vandt løbet i 2009 og 2010, falder til nytår for
aldersgrænsen i sulkyløb, og dermed slutter en epoke for hotelejerne Nina
Kjær og Birger Jørgensen.
De har godt nok allerede afløseren klar i form af staldkammeraten Lamott, der
vandt mesterskabet sidste år. Den er da også favorit til at gentage
bedriften foran netop Hector Brogård.
– Vi vil helst have heste i hurtigklassen. Det synes vi er sjovest. Derfor
købte vi Lamott sidste år, da vi hørte, at den var til salg.
– Jeg ved godt, at Stefan Lind-Holm, der passer hestene, siger, at Lamott er
bedst, men når Henriette Jensen sætter sig i sulkyen bag Hector, så passer
de altså godt sammen, siger Nina Kjær, der ikke kan skjule sin særlige
kærlighed til den dobbelte BM-vinder.
Værdig afslutning
– Et eller andet sted så håber jeg, at Hector Brogård vinder løbet. Jeg vil
gerne, at han får en værdig afslutning, for han får jo ikke chancen igen.
Han er jo ingen vårhare, og det er jo utroligt, at han kan blive ved. Han
har jo også det bedste startspor af vores heste på søndag.
– Men husk, at der også er andre heste med i løbet. Det er jo ikke maskiner,
siger Nina Kjær.
Bornholms Mesterskab er årets største enkeltstående idrætsbegivenhed på
klippeøen. Det har Stald Nina vundet tre år i træk.
– Det er meget, meget stort at vinde Bornholms Mesterskab herovre. Jeg kan
slet ikke beskrive det.
– Vi har haft heste i 40 år, og vi har da også vundet mesterskabet tidligere,
men sidste år, da vi fik både guld og sølv, det var stort. Der var en
masse snak om løbet på forhånd, og vi havde så stor spænding, siger Nina
Kjær til Ekstra Bladet.
