For første gang nogensinde var det en kvindelig travkusk, der kørte først over
stregen i Bornholms Mesterskabet.
Hun kørte Hector Brogård, der vandt sin tredje mesterskabstitel på klippeøen.
Parret vandt foran staldkammeraten Lamott, der blev kørt af den tifoldige mesterskabskusk Stefan Lind-Holm.
- Med den her sejr har jeg nået en milepæl. Så når sæsonen slutter, så stiller jeg mig op i stalden. Det er nok der, at jeg hører til. Man skal jo stoppe på toppen, lød den overraskende melding fra vinderkusken efter løbet.
Hector Brogård fik ekstra gejst i løbet, da det var staldkammeraten, der kom frem udvendigt for førerhesten.
- Han opdagede hurtigt, at det var Lamott. De to heste hader hinanden, så han bed tænderne sammen, sagde Henriette Jensen i sejrsinterviewet.
