Der er 80.000 svenske kroner i førstepræmie i Novermberpriset torsdag aften på
Åby-banen ved Göteborg, og selv om travløbet har tre danske deltagere, så
regner ingen af trænerne med sejr.
Flemming Jensen stiller med Local Conch og Montgomery Hill, som han overlader til Johnny Takter.
- Jeg ser dem ikke med vinderchance. Det er hård modstand, så vi skal forsøge at få nogle penge med hjem, siger Flemming Jensen.
- Det er vel hip som hap, hvem der er den største chance af mine i løbet. Positionerne afgør løbet, og med de høje startnumre ser det ud til, at de skal lave meget arbejde selv for at komme frem.
Steen Juul kører Neo Holmsminde.
- Det er som forventet et stærkt felt. Der er altid gode heste i denne klasse, og jeg tror, at Neo Holmsminde er en pladschance. Jeg ser ham på forhånd næsten aldrig som vinder, men det er en hest, som gør sit bedste hver gang, siger Steen Juul.
Svært i sporerne
Han havde Classic Grand Cru til start i Gulddivisionen lørdag, hvor det blev
til en femteplads.
- Det var vel okay. Jeg ville godt, at han havde været lidt bedre. Men det er meget svært at gå i sporene i Gulddivisionen. Saston, der vandt løb, fik et løb i sporene forrige gang, og der var den uplaceret, siger Steen Juul.
