Derfor blev Copenhagen Cup valgt fra

Ugens staldbesøg: Skive-amatøren Peter Rudbeck forklarer, hvorfor han takkede nej til at starte Stand And Deliver i Copenhagen Cup

Peter Rudbecks jubel, da Stand And Deliver i 2013 vandt Travderbyet. (Foto: Jonas Olufson)
Peter Rudbecks jubel, da Stand And Deliver i 2013 vandt Travderbyet. (Foto: Jonas Olufson)

Stand And Deliver.

Det var det navn, der oftest dukkede frem, da Ekstra Bladets Travredaktion søndag eftermiddag spurgte sine facebooks-følgere om, hvilke heste de helst så tage en af de sidste to plads i Copenhagen Cup på søndag på Charlottenlund Travbane.

Men derbyvinderen fra Skive var ikke nævnt i den pressemeddelelse, som redaktionen modtog fra sportschef Flemming Sunn mandag middag. I stedet krydredes feltet i Danmarks største internationale travløb med franske Buzz Mearas og italienske Tony Gio.

- Jeg savner Stand And Deliver, skrev en facebook-følger.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Vidste du, at Stand And Deliver …

… vandt 710.000 kroner ved derbysejren i 2013. Den har i alt indløbet 2.525.057 kroner

… har en sejrsprocent på 28 efter 23 sejre i 82 løb

… har været mellem de tre første i 72 procent af sine løb

… er den 12. hurtigste danskfødte hest med kilometertiden 1.10,5 (51,1 km/t)

Kilder: Trav.dk og travsportshistorie.dk

Men det var ikke fordi, at Skive-amatøren Peter Rudbeck ikke havde fået tilbuddet.

Han svarede: Tak, men nej tak, på henvendelsen fra løbsarrangøreren.

- Stand And Deliver er for afhængig af et godt startspor mod så gode heste, som der kommer til Copenhagen Cup, siger Peter Rudbeck til Ekstra Bladet.

- Hvis den havde trukket et startspor fra nummer fire og udad, så er den chanceløs mod Europaeliten. Stand And Deliver er hurtig fra start, men den er ikke lynhurtig. Den vil ikke få noget ud af sådan et løb, og det appellerer altså ikke rigtig til mig at skulle køre om en femteplads, siger Peter Rudbeck, der kun kan forestille sig et scenarie, hvor den danske derbyvinder ville have en reel chance.

- Den skulle have nummer et og så komme ind bagved en af de gode heste, siger Danmarks førende amatørtravtræner.

Så det gibbede slet ikke i dig, da du talte med Flemming Sunn?

- Nej. Jeg kender hesten. Jeg blev selvfølgelig beæret over det, men jeg deltager altså ikke i den olympiske ånd, hvor det er flot at være med.

- Jeg stiller op til de løb, hvor mine heste har en chance for at være mellem de tre første, siger Peter Rudbeck.

Dermed skuffer du de travfans, der havde set frem til at vurdere Stand And Deliver mod de bedste?

- Ja, og det er jeg da også ked af. Men jeg håber også, at de har forståelse for hestens ve og vel. Vi bruger rigtig meget tid på at gøre vores heste klar, og så skal den altså ikke have et kæmpe skrald og sidde udvendigt i andet spor hele vejen, svarer Peter Rudbeck.

Starter alligevel søndag på Lunden

Stand And Deliver fløj over banen 23. april i Skive og satte årets hidtil hurtigste tid i Danmark. (Foto: Flemming Andersen)
Stand And Deliver fløj over banen 23. april i Skive og satte årets hidtil hurtigste tid i Danmark. (Foto: Flemming Andersen)

Selv om Stand And Deliver altså ikke er blandt de 10 heste, der stiller op i Copenhagen Cup, så får tilskuerne alligevel mulighed for at se hesten på søndag.

- Den skal starte i langdistanceløbet, hvor den får 40 meters tillæg. Jeg synes, at den står rigtig godt inde i det løb, men derfor kan der jo sagtens komme tre-fire gode svenske heste, som den ikke kan slå, siger Peter Rudbeck, inden startlisten er offentliggjort.

Stand And Deliver påkaldte sig den store opmærksomhed i forhold til Copenhagen Cup, da hesten på Musketerdagen i Skive for lidt over to uger siden fløj over banen og satte både egen og banerekord i 1.10,5.

- Hesten har super form, men jeg siger ikke, at det er den bedste form, som den nogensinde har været i. Der skal den vise en serie af toppræstationer for at være.

- Havde især vindforholdene været bedre i Skive, så tror jeg, at Stand And Deliver kunne have løbet 1.10,0 på sprint, siger Peter Rudbeck.

Nej til Stockholm - måske til Oslo

Ingrid og Peter Rudbeck har lavet en sejrsvæg i stalden. (Foto: René Schütze)
Ingrid og Peter Rudbeck har lavet en sejrsvæg i stalden. (Foto: René Schütze)

Dermed lægger han selv op til spørgsmålet om ikke de store sprinterløb i Elitloppet-weekenden i Stockholm to uger efter Copenhagen Cup og på Oslo Grand Prix-dagen yderligere to uger senere er aktuelle for vinterens bedste danske travhest.

- Jeg har lidt samme forbehold for Sweden Cup som til Copenhagen Cup, hvor et dårligt startspor ødelægger alt.

- Men Enigma Cup i Oslo er noget, som vi har talt om. Der er de bedste af hestene ved at ebbe ud. De er ude for at blive vist frem lige nu og i Stockholm, så det kunne måske være en idé at tage til Norge, siger Peter Rudbeck.

Det kolliderer en smule med de sæsonplaner, som skibonitten har lagt for sin stjerne hest.

- Hvis alt går godt på søndag, så havde jeg tænkt mig Travkongen i Billund, Liga 1-løbet på Grand Prix-dagen i Aarhus og derefter Harald Lunds Mindeløb på Nykøbing Falster-banen. Der er vigtigt, at der bliver støttet op om de danske løb.

- Men når det er sagt, så kan Stand And Deliver altså godt starte i Billund og derefter i Oslo en uge senere. Det holder den til, siger Peter Rudbeck.

***

Interaktivt element

1 af 3 Peter Rudbecks jubel, da Stand And Deliver i 2013 vandt Travderbyet. (Foto: Jonas Olufson)
2 af 3 Der var kamp helt til målstregen, da Stand And Deliver vandt Dansk Trav Derby 2013 foran Scirocco Sisa. Foto: Lasse Jespersen
3 af 3 Stand And Deliver efter sejren i travderbyet. (Foto: Lasse Jespersen)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen