Indtjeningen eksploderet for skadet hest

Ugens staldbesøg: Way To Go Chief har tredoblet præmiesummen i år og kan vinde yderligere 200.000 svenske kroner sidste lørdag i maj

Kusken Peter Ingves, hesten Way To Go Chief, træner/medejer Thomas Bonde. Foto: Lasse Jespersen
Kusken Peter Ingves, hesten Way To Go Chief, træner/medejer Thomas Bonde. Foto: Lasse Jespersen

Når man kaster et blik på grafikken herunder, så er det let at se eksplosionen i indtjeningen for den seks-årige travhoppe Way To Go Chief.

Hoppens karriere blev for to år siden efter en flot indledning sat totalt i stå af en seneskade.

I over et år kunne Way To Go Chief ikke være med i travløb, og nu bliver ejerne travtræner Thomas Bonde og hustruen Anne-Mette Højfeldt belønnet for tålmodigheden.

Søndag vandt hesten et løb på Copenhagen Cup-dagen i Charlottenlund. Sejren indbragte 80.000 kroner, og derudover gav det billet til V75-finalen i Stockholm om to uger. Her kan Way To Go Chief ved en sejr gøre ejerne 200.000 svenske kroner (ca. 160.000 kroner) rigere.

- Der er plads til pengene, siger Thomas Bonde til Ekstra Bladet.

Way To Chief havde inden sejren i Charlottenlund indløbet 128.406 kroner på seks år. Ikke noget prangende resultat.

- En hest i træning, der skal have sko og dyrlæge, det løber hurtigt op i 8000 kroner om måneden. Det er svært at rykke ud af et budget, siger Thomas Bonde.

Lidenskab, spænding og passion

Peter Ingves sendte Way To Go Chief frem på det helt rigtige tidspunkt, og så vandt den let 80.000 kroner. Foto: Lasse Jespersen
Peter Ingves sendte Way To Go Chief frem på det helt rigtige tidspunkt, og så vandt den let 80.000 kroner. Foto: Lasse Jespersen

Drømmene var store, da Way To Go Chief indledte karrieren. I de første fem starter i tre- og fireårssæsonen blev det til fire sejre. Men dagen efter sejr nummer fire var hjemme, var der noget helt galt.

- Den var halt på et ben, og vi måtte behandle på den af flere gange med stamcelle- og laserbehandling, siger Thomas Bonde, der vurderede, at det foruden behandlingerne kostede 20.000-25.000 kroner at have hestene gående i det år, den var udenfor.

- I dag er det måske heldigt, at hesten ikke var med i de hårde fireårsløb, siger Thomas Bonde og henviser til, at hoppen nu giver fuld valuta.

I år har hesten tjent 155.587 kroner. Tre gange så meget som hesten har indløbet i de hidtil tre aktive sæsoner.

- Vi havde tålmodigheden, men det havde vi nok ikke haft, hvis ikke den havde vundet de fire sejre inden skadestidspunktet, siger Thomas Bonde og forklarer, hvorfor parret besluttede sig for at vente på Way To Go Chief.

- Det er den lidenskab, spænding og passion, der er ved få dyrene til at præstere og trave så hurtigt.

- Der går mange, mange heste inden, man finder sådan en som Way To Go Chief, siger han og nævner succeshoppens storesøster, der ikke har levet op til de resultater, som lillesøster traver hjem i år.

Vendepunktet
Det har taget tid at få Way To Go Chief tilbage på sporet. Det helt store vendepunkt kom, da Rene Jensen sportschefen på den svenske bane i Halmstad, kaldte hoppen og Thomas Bonde til Sverige.

- Der var ingen Ligaløb i Danmark, der passede til hoppen, siger Thomas Bonde.

I Sverige gik det frygtelig hurtigt. Way To Go Chief blev nummer fire med danskeren i sulkyen.

De tog endnu en tur til Halmstad, men nu blev Thomas Bonde på sidelinjen, og hjemmebanens Peter Ingves satte sig bag den danske hoppe. Det blev en andenplads og 38.000 kroner til bankbogen.

Det gav Aarhus-træneren mod på mere. Han sendte hest og Peter Ingves til Göteborg, og så kom der en sejr til 30.000 kroner på kontoen.

Fik chancen igen i Charlottenlund
Dermed var det også klart, at Peter Ingves skulle have chancen som kusk i løbet på Charlottenlund Travbane, der kunne give adgang til finalen.

- Jeg kunne ikke pille ham af hesten. Han havde lige skaffet 100.000 svenske kroner i to starter.

Søndag ville Peter Ingves gerne have kørt Way To Go Chief i spidsen af feltet, men Thomas Bonde fik ham på andre tanker.

- Jeg sagde til ham, at han bestemte. Men at jeg mener, at hesten er bedst bagfra, for den kan godt lide at rende forbi de andre, siger Thomas Bonde og nævner endnu en grund til bruge Peter Ingves, selv om løbet blev kørt på en dansk bane.

- Jeg håbede jo, at det gik som det gjorde, og så ville jeg også have ham til at køre i finalen, siger Thomas Bonde, der fået kuskeaftalen på plads til Elitloppet-weekenden i Solvalla.

På vej til årets største travweekend

Spasmageren Peter Ingves på æresrunde med Way To Go Cheif efter sejren på Charlottenlund Travbane. Foto: Lasse Jespersen
Spasmageren Peter Ingves på æresrunde med Way To Go Cheif efter sejren på Charlottenlund Travbane. Foto: Lasse Jespersen

Finalen køres nemlig på Nordeuropas største travdag, og Thomas Bonde vælger igen at se til fra sidelinjen.

- Det er en oplevelse at være med foran 30.000 tilskuere. Der er en stemning, som man kun oplever på Solvalla sidste weekend i maj.

- Men hvis jeg selv kører, så vil de gode svenske kuske tænke, hvad er det for en klovn og måske køre på mig. Når Peter Ingves kører, så er det en, som de andre kender. De ved, at Peter bliver siddende, hvor han sidder. Ham flytter de ikke.

- Jeg giver gerne ham procenter af præmien for veludført arbejde. Det er bedre, end at jeg selv får en bøde for at have gjort noget forkert, siger Thomas Bonde.

Han har selv haft oplevelsen af at køre i Elitloppet-weekenden.

- Jeg har været deroppe med Romeo Trøjborg. Den kørte jeg selv. Men det er lige så stor en fornøjelse at stå og se på løbet. Man er spændt på en anden måde, når man står på sidelinjen, og startvognen begynder at rulle. Man står der og håber, at hesten kommer godt af sted, og at den ikke galopperer. Det giver et sug i maven, som man ikke oplever, når man sidder i sulkyen. Der er man mere i nu’et, og så glemmer man alle bekymringerne, siger Thomas Bonde.

Han har allerede sit drømmescenarie klar i løbet, hvor de bedste heste i klassen fra hele Norden kommer:

- Modstanderne bliver ikke ringere i finalen. Jeg håber, at den trækker et lavt startspor, så den kan sidde med fremme, ligesom i Charlottenlund. Den er ikke længder efter de andre, hvis det sker, siger Thomas Bonde.

Startlisten til løbet næste lørdag offentliggøres søndag aften.

Ekstra Bladet er i Solvalla for at følge Way To Go Chief og eventuelt andre danske deltagere.

***

Sådan behandler man heste med stamceller

Way To Go Chief er blevet behandlet med sit eget blod i en såkaldt stamcellebehandling. Thomas Bonde forklarer, hvordan det foregår.

1 Dyrlægen tager noget af hestens blod ud af hesten.

2 Hjemme på klinikken bliver hestens blod homogeniseret

3 Derefter bliver det kølet ned.

4 Tilbage i stalden bliver blodet sprøjtet ind i hesten omkring den ødelagte sene.

Behandling gav nærmest øjeblikkelig lindring hos Way To Go Chief, og hævelsen på det skadede ben faldt.

***

Hestene sled hoften i stykker

Thomas Bonde er travtræner tilknyttet travbanen i Aarhus. Foto: Lasse Jespersen
Thomas Bonde er travtræner tilknyttet travbanen i Aarhus. Foto: Lasse Jespersen

Den 55-årige Thomas Bonde fik indopereret en ny hofte i begyndelsen af december.

Der var ikke mere brusk tilbage i den originale.

- Det er godt forfærdelig godt. Jeg har ikke haft smerter, siden de lagde bedøvelsen. Min hofte var slidt helt ned. Der var ingen brusk tilbage, og lægerne kunne ikke forstå, at jeg kunne gå. Jeg gik reelt på nydannelserne i den gamle hofte, siger han.

Han er ikke i tvivl om, hvordan hoften er blevet beskadiget.

- Jeg har svunget mig op i sulkyerne og træningsvognene, siden jeg som helt ung begyndte at interessere mig for heste. Jeg har renset x antal tons hestemøg af boksene og kørt det ud på en trillebør. Jeg rystet halm i boksene og gået tusinder af kilometer med hestene i foldene, siger Thomas Bonde.

Han understreger, at han får stor hjælpe af både familie og venner til arbejdet som travtræner.

***

Mangler heste på træningslisten

Way To Go Chief er eneste aktive hest på Thomas Bondes træningsliste. Foto: Lasse Jespersen
Way To Go Chief er eneste aktive hest på Thomas Bondes træningsliste. Foto: Lasse Jespersen

Det er ikke en overfyldt træningsliste, der dukker frem, når man søger på Thomas Bondes navn i travsportens database. Sølle seks heste er der på liste - og Way To Go Chief er eneste aktive hest - de andre er unge heste på vej frem.

Derfor har travtræneren fra Aarhus også et  andet job. Han arbejder som udendørsmand på efterskolen Brøruphus.

- Jeg har min trænervirksomhed ved siden af, men jeg mangler dyr, siger han.

- Der er nogle dygtige trænere, der har en del heste, så er der nogle billige, der har mange, og så er vi nogen, der ved, at vi er dygtige, og derfor tager os betalt. Men vi mangler heste. Det er dyrt at have travheste, siger han.

- Folk ved, at jeg ikke træner gratis, men jeg håber da hver dag, at telefonen ringer, og der kommer et par heste. Men hestene skal jo snart komme, hvis jeg skal nå det, siger han.

Skal være bedre til at sælge varen
Han giver selv evnen til at sælge sig for omverdenen en del af skylden for, at der er bokse ledige til nye heste.

- Jeg synes, at vi trænere er dårlige til at sælge os. Vi burde være som Peter Jensen fra Aalborg. Han er god til at sælge sig, siger Thomas Bonde.

Han har selv en anden vej ind til at få flere heste.

- Det er dyrt at have en travhest selv. Men der er mange, der godt kan lide miljøet omkring staldene og det at have heste. Derfor har jeg en anpartsstald, stald All In, som vi har ledige anparter i, siger Thomas Bonde.

Flere travhistorier fra Ekstra Bladet: ekstrabladet.dk/trav

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen