Sensation: Dansker med i Elitloppet

Selv Takethems træner Steen Juul er overrasket over, at hesten er udtaget til Europas største sprinterløb

Sidste år vandt Takethem Sølvdivisionsløbet i Elitloppet-weekenden. I år er den med i hovedløbet. Foto: Lasse Jespersen
Sidste år vandt Takethem Sølvdivisionsløbet i Elitloppet-weekenden. I år er den med i hovedløbet. Foto: Lasse Jespersen

Dansk travsport har efter flere års fravær igen en hest med i Elitloppet.

Europas største sprinterløb køres næste søndag i Stockholm, og her lidt over en uge inden start har Steen Juul fået beskeden om, at Takethem er udtaget.

Elitloppet køres med to semifinaler med otte heste i hver først på eftermiddagen, og sidst på eftermiddagen mødes de fire bedste fra hvert løb i finalen om tre millioner svenske kroner.

Havde meldt Takethem i langdistanceløb
Steen Juul havde slået tanken om Elitloppet ud af hovedet og havde meldt hesten i et stort langdistanceløb i Elitloppet-weekend, da han pludselig fik tilbuddet om at komme med i hovedløbet.

- Jeg må sige, at jeg er lidt overrasket. Jeg havde ikke forventet en invitation efter sjettepladsen i Copenhagen Cup, siger Steen Juul.

Det løb blev kørt søndag, og her var der intet, der gik danskernes vej. Takethem startede yderst bag startvognen, og Steen Juul måtte derfor placere hesten bagest i feltet, og da farten blev sat op, havde alle heste kræfter tilbage, og i topfarten var det svært at hente de heste, der var placeret forrest i feltet. For de kunne løbe lige så hurtigt.

- Jeg havde regnet med, at Takethem skulle levere et topresultat i Copenhagen Cup for at komme med i Elitloppet. Efter det løb havde Takethem lavere puls end efter træningerne, men det blev bare ikke dens løb.

- Måske skulle den have været inviteret efter sin sæsondebut i Halmstad. Der gik den 1.10,6 uden at være ned i indersporet førend i opløbet, og den var meget tæt på at slå Delicious, siger Steen Juul.

Se også: Ingen i verden kan løbe fra dansker

Optimst når Takethem starter
Det er verdens bedste sprintere, der mødes i Elitloppet. Danskerne tager ikke til Stockholm for at være kanonføde.

- Jeg er altid optimist, når Takethem skal starte. Hvis jeg ikke troede, at den kunne klare sig, så havde jeg aldrig sagt ja til Elitloppet. Men Takethem kan sagtens gå 1.09,3 og ende uplaceret.

- Det er klart, at hvis vi trækker spor 8, så har vi intet at gøre deroppe. Men hvis ikke semifinalen bliver for taktisk, så har Takethem en god chance for at komme i finalen. Der skal helst være jævn tempo hele vejen. Det duer ikke, hvis der er for store tempoudsving. Ender det i et speedopgør, så kan Takethem ikke hente nogen af de andre.

- I Copenhagen Cup kørte jeg 1.07 de sidste 700 meter ude i sporene, og vi kom ikke rigtig fremad. Det gør verdensklasseheste som sidste års vinder af Elitloppet, Nuncio, heller ikke, siger Steen Juul.

Kører nok selv Takethem
Den 66-årige travkusk har ikke 100 procent bestemt sig for om, han selv sætter sig bag hesten.

- Ejerne er mest stemt for, at det bliver mig, så det er nok det mest sandsynlige, siger Steen Juul.

Sidste år vandt Takethem og Steen Juul i Elitloppet-weekenden. Det var Sølvdivisionen, som er den tredje højeste klasse. Nu gælder det den absolutte elite.

- Den viste jo, at den er god i den weekend, og det kan lade sig gøre at vinde. Takethem har udviklet sig siden sidste år. I slutningen af 2016 vandt den også Gulddivisonsløb, siger Steen Juul.

Ekstra Bladet følger Elitloppet-weekenden med live-opdateringer på ekstrabladet.dk/trav

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen