Kommentar: Op fra pinebænken

NÆSTEN ET ÅR er gået, siden Michael Rasmussen faldt fra de højeste tinder til de mørkeste afgrunde i den offentlige bevidsthed.

Men først i dag indledes de sidste skridt i det, der aldrig har været en dopingsag, men i virkeligheden en regulær fyringssag.

Det sker, når Rasmussens advokat stiller op i retten i Utrecht i Holland mod danskerens tidligere arbejdsgiver Rabobank om berettigelsen i, at holdet sendte ham hjem i vanære mod slutningen af Tour de France.

DET MÅ PÅ det helt personlige plan være en lettelse for Michael Rasmussen, at han nu kan rejse sig fra pinebænken.

Det er muligt, at rettens afgørelse går ham imod, og det er muligt, at det aldrig vil lykkes ham at overbevise verden om, at han har ret.

Men alene det at få en afgørelse må frigøre kræfter i den spinkle mand, der i disse uger kunne have været i fuld gang med de sidste finpudsninger før forsvaret af sin Tour-sejr, hvis ikke Rabobank havde sendt ham hjem.

SIDELØBENDE MED den retssag er der også udsigt til, at det monegaskiske cykelforbund langt om længe begynder at handle i disciplinær-sagen mod Rasmussen.

I går spurgte jeg UCI-præsident Pat McQuaid, om han var overrasket over den tilsyneladende langsommelighed i sagsbehandlingen hos forbundet.

Det var han sådan set ikke, for ifølge cykelbossen har UCI brugt meget lang tid på at eftersøge alle detaljer i Rasmussens sag, så der ikke ventede Monacos cykelforbund nogle overraskelser.

De kommende uger vil vise, om McQuaid har ret. Rabobank-retssagen i Utrecht indikerer i hvert fald om ikke andet, at Michael Rasmussen og hans advokater er klar til at gå hele vejen, for at de kan få ret.

Men de har naturligvis også sparet kræfter sammen på pinebænken.