Kommentar: En billig klud

Se godt på listen over de seneste års Tour-podier. Og sammenlign så med årets Tour-startliste.

Nej vel?

Der er langt mellem snapsene i feltet, og det fortæller en lidt ynkelig historie, at tv-seerne skal vælge mellem tørvetrillere som Denis Menchov og Cadel Evans, når de skal finde en favorit – eller de skal satse sommeren på ustabile Alejandro Valverde og hans charmerende, men ikke specielt skræmmende landsmand Carlos Sastre.

Væk er Jan Ullrich, Ivan Basso, Andreas Klöden, Alexandre Vinokourov, Lance Armstrong, Alberto Contador og Michael Rasmussen.

Og selv om der er alle mulige gode grunde til, at flere af dem ikke er velkomne i Touren hverken i år eller nogen sinde, så betyder fraværet af denne cykelsportens master class, at den gule trøje i årets Tour de France er en billig klud.

Hvis vi for et kort øjeblik distancerer os fra de seneste mange års mistanker om doping i cykelsporten, og i stedet blot ser på løbenes kvalitet, så er det tydeligt, at de store navnes fravær betyder et dårligere løb.

Akkurat som i 1998, da halvdelen af Tour-feltet mere eller mindre hovedkulds forlod løbet som følge af Festina-skandalen, skabte det plads til nye navne; Marco Pantani udviklede sig den sommer til en af de helt store etapeløbs-ryttere.

Men han gjorde det i et løb, hvor han kunne knække Jan Ullrich i bjergene, og hvor enkeltstarten pludselig ikke var så vigtig, som hvis han havde haft en håndfuld konkurrenter af Ullrichs kaliber.

Selvfølgelig vil vi se, at årets vinder af det franske løb skal svede, lide og græde sig hele vejen til Paris.

Der vil givetvis komme mange mindeværdige momenter i årets Tour de France. Gode navne vil skuffe, ukendte ryttere vil opleve en stjernestund i den bagende juli-varme under alverdens blikke.

Men i toppen af hierarkiet vil presset ikke være nær så stort som i de seneste mange år.

Dette løbs favoritter hører nemlig alle til det lettere kavaleri. Illustreret af, at den eneste i feltet, der tidligere har prøvet at vinde Tour de France, er Óscar Pereiro Sio.

Og han vandt kun i 2006, fordi han sad med i et lykkeligt udbrud, der på grund af taktisk koks fra storholdene fik lov til at køre hjem – og så fordi løbets egentlige vinder, Floyd Landis, blev knaldet for doping.

Siden har Óscar Pereiro Sio fundet tilbage til rollen som hjælperytter, og han har ikke vundet en eneste sejr i et betydningsfuldt løb siden da.

Denis Menchov fra Rabobank er den mest succesrige etapeløbs-rytter, der stiller til start i Brest. Han har vundet Vueltaen to gange.

Men den ene gang vandt han kun, fordi den egentlige vinder, Roberto Heras, blev diskvalificeret for doping. Det var i øvrigt i det samme løb, at Team CSC’s Carlos Sastre blev rykket op på podiet af samme årsag.

Og heller ikke Sastre er ligefrem en mand, man ville kalde etapeløbenes superstar. Dertil har han for mange gange været for langt fra den afgørende position på de afgørende tidspunkter, og at forandringen skulle komme i år, er det vanskeligt at argumentere for.

Det efterlader os med Cadel Evans og Alejandro Valverde som de store Tour-favoritter.

Det skal naturligvis ikke lægges Evans til last, at han ligner en mand, der har det sjovest, når han sidder længst inde i en mørk container med ansigtet mod væggen og intet selskab. Australieren er så langt fra billedet på en social selskabs-abe, som tænkes kan.

Men han kan køre på cykel, og han er bundsolid. Han minder faktisk på flere måder om den schweiziske brillemand Alex Zülle, der aldrig rigtig vandt de store, episke etaper, men som altid sad med fremme.

Modsætningen er Valverde, der om nogen kan levere de gnistrende momenter undervejs. Det har han flere gange demonstreret – men han har desværre også vist, at han ikke har holdbarheden, når løbet strækker sig over flere uger.

I virkeligheden er der måske åbnet for, at Tour de France 2008 skal lancere en gedigen overraskelse?

Bag de ovennævnte, der alle har en række sæsoner på bagen, ligger et par unge navne og venter på, at det skal blive deres tur til at Tour-triumfere.

Med Riis-brillerne på næsetippen vil det varmeste bud i denne kategori uden tvivl være Andy Schleck, der fik et brag af et gennembrud med sin andenplads i sidste års Giro.

Kan han klatre en plads højere i sin debut-Tour, er det til gengæld muligt, at vi om nogle år vil huske 2008-løbet som begyndelsen på en ny æra.

Og ikke bare som løbet med den billige klud.