Kommentar: Derfor vil de glemme

Fredag aften blev Manuel Beltran smidt ud af Tour de France efter en positiv epo-test. Farvel og tak til Liquigas-rytteren, men ikke til hans hold.

Med begrundelsen, at det italienske hold selv havde taget affære, beholdt Tour-selskabet ASO holdet inde i løbet. En lignende adfærd anvendte man i fjor, da Michael Rasmussen blev sendt hjem af Rabobank.

Få timer efter Beltrans afsløring tonede en TV2-reporter frem på skærmen. I forbindelse med en nyhedsudsendelse blev en af stationens mange udsendte medarbejdere bedt om en vurdering af situationen.

I særdeleshed det faktum, at Beltran var hjælperytter for Lance Armstrong i årene 2003-2005, da amerikaneren vandt sine sidste Tour-sejre, tiltrækker sig naturligvis opmærksomhed.

Men da studieværten spurgte den udsendte reporter, om den aktuelle sag kaster en skygge over Armstrongs præstationer, var svaret nej.

– Der er en udbredt trang til at se fremad, lød ræsonnementet fra den unge mand.

Det er muligt, at Tour-feltet og andre aktører i cykelsporten ønsker at glemme fortiden.

Men det fortæller en del om en tv-stations ønske om at være en del af begivenheden og være med til at sælge illusionen, at man forfægter samme synspunkt som dem, man som journalist burde kontrollere.

Det er i virkeligheden besynderligt, at medier og tilskuere i forhold til cykelsporten kan enes om, at man skal glemme fortiden.

At se gennem fingre med de oplagte forbrydelser er ellers ikke en sportsgren, som medierne ynder. Man vil afsløre selv de mindste bøjede taxi-bilag og hotel-regninger, hvis det kan kaste smuds over politikere, og hvis de overtræder fartgrænsen med nogle få kilometer, får de pressen på nakken.

Men når det kommer til en sportsgren som cykling, forholder det sig diametralt anderledes.

Det er ellers ret enkelt. Man må ikke dope sig. Men igen og igen vælger sporten at hæve øksen over de aktive, der – til dels tvunget af omstændigheder, ambitioner og krav fra holdenes sportslige ambitionsniveau og sponsor-forpligtelser - doper sig alligevel.

Til gengæld er den kollektive forglemmelse udtalt. Beltrans sag er hans eget problem. Ikke Armstrongs, ikke Liquigas’, men udelukkende spanierens, der med sine 37 år har fået en lidet ønskværdig exit fra sporten.

Netop ved at glemme fortiden og kun kigge fremad undgår man at sætte tingene i den rette sammenhæng.

Mønstrene forsvinder på den måde. Bagmændene, som er de egentlige forbrydere, kan fortsætte i sporten, som om intet var hændt, og arrangørerne kan vaske hænder: Touren kan rulle videre.

I øvrigt mener jeg, at Rabobank skal smides ud af Tour de France.