Kommentar: Hviledagen

Fiaskospiralen tog så at sige fart i Pau. På en hviledag, der igen ikke bød på meget hvile

12:00 - 15. jul. 2008 | Lars Werge

DEN SYDFRANSKE BY Pau har en særlig rolle at spille i Tour de France.

Ikke alene, fordi byen ganske ofte er med som et punkt på rutekortet. Ifølge flere leksika har byen været med 61 gange siden 1930, og det er efterhånden vanskeligt at forestille sig et løb uden Pau.

Det gælder for rytterne og holdene, som det også gælder for pressen – for sidstnævntes vedkommende med den særlige luksus, at der få hundrede meter fra pressecentret i Paus kongrescenter findes fremragende restauranter.

Og gennem årene har tilrettelæggelsen af Touren givet journalisterne gode muligheder for at nyde disse gastronomiske centre i Pau, fordi arrangørerne i stigende grad henlægger en hviledag til Pau eller nærmeste omegn.

PÅ HVILEDAGEN er der knap så hektisk aktivitet som undervejs i løbet i øvrigt. Slet ikke hvis man – som i år – kan tillade sig at blive i samme by.

Det åbner mulighed for tøjvask og mental fordybelse på et niveau, det ellers kan være vanskeligt at matche i et Tour de France.

Men dagen er ikke bare til ro og renselse. Der er indlagt en række pressemøder, og det er i den sammenhæng, at Pau åbner for erindringsbillederne.

I 2001 VAR Lance Armstrong ikke bare på toppen af sin karriere. Han skulle det år vinde løbet for tredje gang i træk, og der ville gå yderligere fire år med hans dominans.

Men netop dét år var kendetegnet ved en stigende kritisk fokus på amerikaneren. Ved Tourens start i Belgien havde flere medier lanceret historien om, at Armstrong var gået i samarbejde med dr. Michele Ferrari.

Det havde Armstrong valgt at konfrontere på løbets første hviledag, hvor han indbød til pressemøde i Pau og gik direkte i flæsket på sin mest vedholdende kritiker, den engelske reporter David Walsh fra Sunday Times.

Det blev et af de mere underholdende pressemøder i den nyere Tour-historie, og det var stærkt medvirkende til at gøre grøfterne mellem Armstrong og hans kritikere bredere.

MEN IKKE MINDRE begivenhedsrig var hviledagen i Pau sidste år.

Dagen før havde Alexandre Vinokourov kørt sig lige ind i Tour-arrangørernes hjerter med en stor bjergsejr, så den kasakhiske kæmper var forsidestof på samtlige franske Tour-reportager.

Samtidig var Michael Rasmussen ikke bare fortsat i gult, men også i ganske enorm grad isoleret såvel i forhold til Tour-ledelsen som i forhold til sit hold.

Det fik han mulighed for at forklare på et pressemøde i Pau: Der var bred enighed om, at han ikke var specielt overbevisende, men der var også enighed om, at Rasmussen ikke fik nogen hjælp fra sit holds ledelse.

FÅ TIMER EFTER Rabobank-showet eksploderede et efterhånden hviledagsslumrende pressecenter pludselig, da det kom frem, at Alexandre Vinokourov var taget for doping.

Derfra udviklede Touren 2007 sig kun i en retning: Nedad.

Fiaskospiralen tog så at sige fart i Pau. På en hviledag. Og ingen siger, at det kommer til at gå på samme måde i år. Men de færreste kan omvendt udelukke det.

I ØVRIGT MENER jeg, at Rabobank skal smides ud af Tour de France.