Kommentar: Sportens sande ansigt

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

DEN INTERNATIONALE Cykelunion fødte et misfoster for fem år siden.

På et pressemøde i forbindelse med VM på landevej i Hamilton i Canada præsenterede den daværende UCI-præsident Hein Verbruggen det ny projekt: Pro Tour.

Side om side med Francesco Moser, formand for de professionelle rytteres organisation, og Jean-Marie Leblanc, direktør i Tour-organisationen ASO, fortalte Verbruggen i blomstrende vendinger om det fantastiske projekt, der i teorien mindede om en organisatorisk styret udgave af de professionelle amerikanske ligaer i basketball, football og ishockey.

Misfosteret bestod bare i, at prof-ligaerne er selvstyrende organisationer uden tilknytning til idrættens forbund, og her forsøgte Verbruggen at tiltvinge sig magten over professionel cykelsport og levere den til sit forbund.

FEM ÅR SENERE står den hollandske levebrødspolitikers irske efterfølger, Pat McQuaid, med et problem.

Det lykkedes ham aldrig at overbevise løbsarrangørerne om, at de skal afstå rettigheder og penge til UCI's Pro Tour. Derfor er de ikke med på vognen.

Og i går kom det så frem, at cykelholdene -med verdens bedste hold, Team CSC Saxo Bank, i spidsen -har valgt side.

DE VIL SJOVT nok hellere køre cykelløb end diskutere rettigheder og penge, hvilket også skyldes, at heller ikke holdene har kunnet vriste penge ud af arrangørerne.

Cykelholdene har således valgt, at de ikke vil gennemføre kampen om tv-rettighedspenge og honorarer med ASO og de andre magtfulde udbydere af cykelløb.

Derfor følger holdene nu ASO hen mod en professionel, lukket liga.

DER ER INGEN tvivl om, at UCI har lavet rigtig mange fejl i det skitserede forløb. Hein Verbruggen har aldrig været kendt som kompromisernes mand, og hans magtliderlighed matches kun af få andre sportspolitikere i denne verden.

Men konflikten er gået for langt. Hvis det ikke lykkes at få en dialog i løbet af de kommende uger, vil ASO og de største prof-hold med ét rykke cykelsporten i retning af amerikanske tilstande.

DET ER PÅ mange måder sportens sande ansigt , der blev afsløret i går.

ASO og holdene tænker i profitmaksimering og har som udgangspunkt ikke nogen særskilt fokus på rytterne som andet end et produktionsmiddel.

Hvis det lykkes dem at fastholde, at sportens vigtigste mål er at tjene penge, har cyklingen for alvor spillet fallit.

Taberne bliver ikke de professionelle Tour-ryttere, der henrykker alverden lige nu.

Taberne bliver de unge mennesker, vi opdrager rundt om i klubberne i troen på, at der er en sammenhæng mellem prof-sporten og børnetræningen.