Indlæser...

Kommentar: Ren engel fra Skotland

Mens de tilbageværende ryttere pløjer sig gennem Frankrig, er det største spændingsmoment, hvor mange flere positive sager, vi vil se, skriver Ekstra Bladets Lars Werge

14:13, 17. jul 2008 | Lars Werge

Riccardo Ricco førte bjergkonkurrencen og lå numemr ni i den samlede stilling, da han blev taget for dopingmisbrug. (Foto: AP)
Riccardo Ricco førte bjergkonkurrencen og lå numemr ni i den samlede stilling, da han blev taget for dopingmisbrug. (Foto: AP)

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

Saunier Duval hyrede for halvandet år siden den tidligere doping-udelukkede skotte David Millar, og denne dobbelte stiløvelse var med til at sikre begge parter en skarp profil i en noget beskidt sportsgren.

Cykelholdet fik en masse positiv omtale, men Millar er ikke længere på holdet, og torsdag ved middagstid sluttede troen på projektets renhed. I princippet dermed også på Millars.

Skotten kører nu for Slipstream - måske havde han en formodning - mens resten af Saunier Duval-holdet er taget hjem fra Tour de France.

I virkeligheden er det forkert at kæde tingene sammen. David Millar har – så vidt vides – ikke afleveret en positiv dopingtest i årets Tour de France. Men det har hans højtprofilerede, tidligere holdkammerat Riccardo Ricco, og derfor trak Saunier Duval sig.

Tre dopingsager i løbets første halvdel tyder på god form i dopingkontrollen, hvis man sammenligner med andre år.

Alligevel kan man møde de eksperter, der mener, at det er et falsk billede.

Antidoping-lægen Rasmus Damsgaard, der blandt andet arbejder for Team CSC Saxo Bank, Astana og Team GLS, udtalte således til DR onsdag, at op mod 30 procent af rytterne ville testes positive, hvis de franske myndigheder gjorde deres arbejde godt nok.

I dette selskab må man formode, at Damsgaard ikke forventer at se CSC-ryttere.

Udtalelsen er interessant, fordi den har Damsgaard som afsender. Han er en del af sporten, og alligevel generaliserer og sidestiller han cykelsport og doping på en facon, som traditionelt har affødt massive protester fra sportens egne.

Men Rasmus Damsgaard kan gøre det, uden at Bjarne Riis og de øvrige på det danskbaserede cykelhold protesterer.

Den første reaktion fra Riis på Ricco-sagen er, at han er dybt skuffet. Den danske ørn kalder sagen ’uheldig’ for både Ricco og Saunier Duval, men peger i øvrigt i retning af, at rytteren skal straffes, mens holdet skal gå fri.

Mens de tilbageværende ryttere i Tour de France pløjer sig gennem Frankrig dag for dag mod målet i Paris, er det største spændingsmoment, hvor mange flere positive sager, vi vil se før næste søndag.

Uanset antallet vil én ting dog være helt sikker: Rytteren, der bliver taget i kontrollen, vil stå helt og aldeles alene med sin forbrydelse.

Holdene påtager sig ingen skyld, og de vil heller ikke blive pålagt ansvar fra Tour-organisationen eller andre instanser. Højest vil et hold trække sig, som det er sket med Saunier Duval – hvilket tydeligt sker med det formål at pleje en sponsor, og ikke for at tage vare om de ansatte ryttere.

På den måde ligner sagen med Ricco enhver anden i cykelsporten.

Det var for eksempel også sådan, David Millar i sin tid blev behandlet, da han brød sammen og erkendte års forbrug af EPO. Ensom og forladt måtte han selv finde tilbage til sporten – eller en vej ud.

Annonce