Kommentar: Politisk korrekt ledelse

NÅR RICCARDO RICCÒ, Manuel Beltran eller hvem, der nu står for tur, bliver taget for EPO, er reaktionerne fra sporten mere automatiske end savleriet fra Pavlovs hunde – dem, der savlede på signal i en betinget refleks.

Det ses for eksempel, når man læser CSC Saxo Banks chef, Bjarne Riis’, kommentar i B.T.

Her fortalte Riis i går, hvor godt det er for sporten, hvad der foregår i Tour de France lige nu.

’Selvfølgelig er det både vanvittig irriterende og enormt træls, at cykelsporten igen skal rammes af al den fokus på doping, men der er åbenbart brug for en stor gang oprydning.

Lad os dog få overstået dem alle sammen (sagerne, red.) med det samme, så vi kan komme videre med cykelløbet.’

ANDRE CYKELCHEFERS reaktion på Riccós positive sag har været af lignende karakter. Rytteren er dum, udviser intet ansvar for sporten, og han er et enkeltstående tilfælde, der skal renses ud, så sporten kan komme videre.

Så man, med Bjarne Riis’ ord, kan se fremad i stedet for bagud.

Egentlig er det forunderligt, så mange enkeltstående tilfælde, der findes i sporten. Og egentlig er det utroligt, at ikke nogle af alle de enkeltstående – og, med cykelchefernes ord: tilbagestående – ryttere ikke tager til genmæle over for chefernes stempling af dem.

Men indtil videre er det kun ganske få positive ryttere, der har fortalt deres version af dopingen.

Og de bliver rask væk stemplet af miljøet. Som det for eksempel er sket for Jesús Manzano, Paul Kimmage eller senest Jörg Jaksche.

TRÆKKER MAN SIG en anelse væk fra balladen om de tre Tour-positive Riccó, Beltran og Nevado, og så i øvrigt holder sig for øje, at cykelmiljøet, forstået som holdene og politikerne, kun har én interesse – nemlig at kaste skylden på rytterne, så kan man godt få en konspiratorisk tanke ved at betragte Tour-cirkusset.

For når DR, TV2 og de øvrige tv-stationer betaler millioner for rettighederne, er det næppe her, man skal finde den kritiske sans over for doping-sammenhængene.

Og når dagblade på tværs af Europa betaler cykel-aktørerne hundredtusindvis af kroner for, at de kan skrive ’eksklusive kommentarer’ i netop deres aviser, er der heller ikke her noget incitament til at grave dybt.

Eksemplificeret her i landet ved B.T.’s anvendelse af Brian Holm og Bjarne Riis – ansættelsen af Jørgen Leth er i denne sammenhæng mere kuriøs end dubiøs.

DET ER OGSÅ en vanskelig kunst at være kritisk over for Tour-ledelsen, når man personligt bliver inviteret til at dække løbet og kun kan få adgang med ASO’s blå stempel.

Det er heller ikke nemt at stille de kritiske spørgsmål til ryttere og sportsdirektører dag efter dag under et Tour de France, når man måske om aftenen sidder bord ved bord på den lokale restaurant, eller mødes næste morgen til morgenmaden på endnu et hotel i den franske provins.

Og udfordringen ved at bevæge sig i et presserum med hundredvis af journalister, der i langt højere grad er fans end kritiske observatører, er også til at få øje på.

Men alt dette er naturligvis medvirkende til at skabe et billede, hvor det lykkes de politisk korrekte sportsdirektører og cykelpolitikere at overbevise alverden om, at doping er den enkelte rytters sag.

I den forstand reagerer også Tour-reporterne alt andet lige som Pavlovs savlende hunde.