Kommentar: Arvesynder styrer stadig

Da Riccardo Riccò blev afsløret for at have taget epo, var en række af reaktionerne, at manden dermed punkterede det håb, man måtte have til ’den ny generation’.

Tanken var, at disse unge folk– Riccò er 24 år – har lært af 90’er-generationens massive, systematiske dopingsnyd, og at de er mere ansvarlige end deres forgængere.

Men afsløringen af Riccò talte lodret imod denne opfattelse. Og sandt at sige har tanken vel også mere karakter af ønsketænkning end af visioner med basis i realiteternes verden.

En anden af de unge løver, der fremhæves som fremtidens mand, er engelske Mark Cavendish. Den ligeledes 24-årige bulldog-lignende rytter har indtil videre været dette års Tour-oplevelse med sine mange spurtsejre. Og der er heller ingen mistanke mod englænderen. Ikke officielt, i hvert fald.

Håbet for fremtiden må i så fald være, at fortidens syndere forsvinder. Men det håb har næppe meget livskraft i en sportsgren, der for øjeblikket kvæler selv de mindste drømme om renhed.

På samme måde er der en afsmittende skyld i andre af cykelfagets nicher. Riccò var lige så suveræn som Marco Pantani, og måden, han vandt sine etaper på, var også mistænkeliggørende.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om cykelsporten kan slippe ud af denne særegne form for arvesynd. Man kan spørge sig selv, hvad det kræver – ud over naturligvis en lang række sæsoner uden dopingafsløringer?

Som Brian Askvig beskrev i Ekstra Bladet lørdag, så var forholdene på Riccòs Saunier Duval-hold i sig selv mistænkelige.

Enhver ansvarlig sponsor eller holdbestyrelse ville for eksempel sige, at Mauro Gianetti ikke burde være sportsdirektør på et hold, der skal leve op til en antidoping-profil.

Med sin fortid er Gianetti ganske enkelt ikke troværdig. Det er nemt at enes om – schweizeren var i sin aktive karriere tæt på døden, da han fuskede med dopingstoffet PFC.

Men hvordan forholder vi os til Gianettis kolleger?

Det er Brian Holm og Bjarne Riis, der begge har indrømmet, at de brugte doping. Er de mere eller mindre troværdige, og er de forbilleder for de unge mennesker, der skal bære sporten ind i fremtiden?

Omvendt må man selvfølgelig forholde sig til det faktum, at når en mand har udstået sin straf, er han igen uskyldig.

Problemet i cykelsporten er bare, at de nævnte sportsdirektører ved hjælp af løgne og snyd aldrig blev straffet for deres doping.

Det er deres lærdom fra den aktive karriere, og det er måske her, den værste risiko for cykelsporten ligger?

Håbet for fremtiden må i så fald være, at fortidens syndere forsvinder. Men det håb har næppe meget livskraft i en sportsgren, der for øjeblikket kvæler selv de mindste drømme om renhed.