SMS Tip

Vejret i dag:

Kommentar: En Fugl Phønix

Man kommer ikke i gult i Tour de France, uden at der eksisterer en masse myter, rygter og fordomme om én. Sådan er det også med Fränk Schleck, skriver Ekstra Bladets Lars Werge

10:00 - 23. jul. 2008 | Lars Werge

Fränk Schleck kan blive den første vinder i mange år, der vinder Touren uden at have vundet en eneste etape. (Foto: AP)

null

Ekstra Bladets Lars Werge. (Foto: Mads Winther)

I DAG VIL mange ting blive sat på plads i Tour de France 2008. Omdrejningspunktet er uden diskussion Team CSC Saxo Banks gultrøjede luxembourgenser Fränk Schleck.

Kan han øge sit forspring til konkurrenterne før lørdagens enkeltstart, eller vil han blive sat skak indtil da med stor risiko for skakmat lørdag på grund af sine mangler i dysten mod uret?

Den 28-årige storebror Schleck har ikke tradition for at levere nogen særlig god indsats i enkeltstarten, og derfor skal han – også ifølge Bjarne Riis – have nogle minutters forspring.

Og dem kan han kun skaffe sig i dag, hvor målet står på Alpe d’Huez. Samme sted vandt Fränk Schleck for to år siden sin foreløbig eneste etapesejr i Touren.

FOR SMÅ SEKS ÅR siden blev Bjarne Riis opsøgt af et par gamle kendinge fra Luxembourg. Som det vil være cykelfans med historisk ballast intakt bekendt, så startede Riis i sin tid sin egen aktive karriere i udlandet i netop Luxembourg.

Og hans berøring til folkene bag cykelklubben ACC Contern har han fastholdt lige siden. Marcel Gilles, der er den toneangivende figur i cykelsporten i det lille land, spurgte Riis, om han havde plads til en ung fyr på sit hold – en fyr, der skulle snuse til sporten.

Dermed fik Fränk Schleck status som stagiaire i de sidste måneder af 2002.

Men da holdet til den følgende sæson skulle sættes, var pengekassen tom, og som Ekstra Bladet for nylig kunne beskrive, så måtte Schleck selv have halvdelen af sin løn på blot 180.000 kroner med til den første sæson, for at han kunne trække i Riis’ uniform.

DER VAR SELVFØLGELIG en grund til, at Riis ikke umiddelbart kunne finde pengene – selv ikke til en tjeneste over for gamle venner.

Årsagen var, at Fränk Schleck ikke havde vist noget særligt talent i sine ungdoms- og amatørår. Populært sagt – og det er siden blevet sagt af mere end en enkelt – kunne Schleck ikke træde en bule i en blød hat dengang.

Det har i mellemtiden forandret sig ganske gevaldigt. Som en anden Fugl Phønix er han steget op af asken og har forvandlet sig til en vinder.

MAN KOMMER IKKE i gult i Tour de France, uden at der eksisterer en masse myter, rygter og fordomme om én.

Sådan er det også med Fränk Schleck. Mere end én gang er undertegnede stødt på rygtet om, at han i sin tid sammen med Bjarne Riis er blevet set i Madrid - eller i hvert fald i Spanien - hos lægen Eufemiano Fuentes.

I øvrigt sammen med to andre af Team CSC Saxo Banks nuværende Tour-ryttere.

Det, der underbygger den historie, er det faktum, at antallet af ryttere og sportsfolk i politiundersøgelsen Opéracion Puerto er langt større end de godt 50, der blev kendt i 2006, med Jan Ullrich og Ivan Basso som de mest bemærkelsesværdige.

DET MODSIGER ikke nødvendigvis historien, at Schleck og Riis ikke vil bekræfte den.

Man skal naturligvis lytte til deres udsagn. Men de er handicappet af to ting: Cykelsportens kollektive ansvarspådragelse og kollektive fortielse – og for Riis’ vedkommende den næsten 15 år lange forløjethed og stædige benægtelse af hans egen doping.

Og et rygte, der kan underbygge Puerto-vinklen, er i øvrigt, at en kilde allerøverst i cykelsporten i dette forår fortalte undertegnede, at Fuentes var aktiv igen.

ET ANDET RYGTE er, at Schleck ikke længere kører i Tyskland. Af den simple årsag, at Bjarne Riis er blevet gjort opmærksom på, at de tyske myndigheder har fået indsigt i blodprøverne fra Opéracion Puerto, og at de over tid sammenligner dem med de tests, der indløber fra de tyske cykelløb for at se, om der er basis for at rejse sigtelser.

Derfor blev et par ryttere trukket ud af Deutschland Tour midt under løbet sidste år uden nogen påviselig grund.

Man ville – siger denne udlægning – undgå risikoen for, at ovennævnte scenario skulle blive til virkelighed.

Fränk Schleck kørte ikke Deutschland Tour sidste år. Det vides ikke, om han kommer til det i år.

OG SÅ VIL MAN naturligvis møde argumentet, at Bjarne Riis og Team CSC Saxo Bank i samarbejde med lægen Rasmus Damsgaard og hans bagland på Bispebjerg Hospital har verdens bedste system mod doping.

Det er i hvert fald den holdning, holdet selv promoverer.

Men man kunne også godt markedsføre den opfattelse, at Damsgaard forsker i doping – ikke i antidoping. Han har bedt om indsigt i dopingprøvernes forskellige parametre og værdier fra de officielle laboratorier.

Det udlægges af Damsgaard som forskning i antidoping.

Det kunne også udlægges som vejen til at finde ud af, hvordan sportsfolkene ligger i forhold til dopingradaren, som en dansk cykelrytter nævnte forleden.

FRÄNK SCHLECK var ikke noget supertalent i 2002. Bjarne Riis havde ikke selv fået øje på ham, og den unge luxembourgenser skulle hjælpes økonomisk ind på Riis’ hold for at blive ansat.

Men Riis, og ikke mindst den Luxembourg-baserede sportsdirektør Kim Andersen, skal have den kredit, at de har udviklet Fränk Schleck til en noget nær komplet rytter.

Han minder på mange måder om Bjarne Riis i dennes storhedstid, bortset fra, at ’Ørnen’ i nogle få sæsoner var en fremragende enkeltstartsrytter.

Det er Schleck endnu ikke. Men han er blevet en god etapeløbsrytter, og derfor kan han i dag tage skridtet til at vinde Tour de France 2008.

At det så kan resultere i, at han bliver den første vinder i mange år, der ikke samtidig har vundet en etape i løbet, er en detalje, der blot er med til at forklare, at Fränk Schleck endnu ikke er en stor vinder.

Annonce

  • Mest læste på ekstrabladet.dk lige nu

Annonce

Annonce

  • Seneste i Sport

Annonce

Img