Kommentar: Et holds hierarki

Tv-billederne af først Stuart O’Grady og Nicki Sørensen i stenhårdt tempo på vej op ad Alpe-siderne i onsdags, var illustrative indsigter i cykelsportens nære virkelighed.

De to repræsentanter for Team CSC Saxo Bank sled sig selv op i arbejdet for holdets kaptajner Carlos Sastre og Fränk Schleck forleden.

Sammen med Volodymir Gustov er de tre de mest udprægede hjælperyttere på det hold, Bjarne Riis igen og igen har betegnet som Tour de Frances stærkeste.

Og arbejdet, de har leveret, har været forbilledligt set ud fra den taktik, man som tilskuer har kendskab til. Der kan således have været andre finesser og overvejelser i hovedet på holdets sportsdirektører end dem, de har givet udtryk for på tv-skærm og i diverse øvrige interview.

Men hvis man ser på, hvordan Team CSC Saxo Bank kørte etapen med mål i Alpe d’Huez i onsdags, så formede arbejdet for de ni ryttere på holdet sig næsten som en langstrakt ’raket’ i stil med dem, sprinterholdene bygger op før spurten.

O’Grady og Sørensen lagde for, siden fulgte Voigt, Cancellara, Gustov (kun for en kort bemærkning) og Arvesen, så man ved foden af Alpe d’Huez kunne aflevere de tre kaptajner i bedst mulige form.

Skærer man etapen til på den måde, giver den en indsigt i, hvordan hverdagen for langt størstedelen af det professionelle felt er.

I denne avis, som i andre nyhedsmedier, koncentrerer vi os som hovedregel om vinderne. Men i cykelsporten ville en Sastre, Schleck eller Evans ikke være vinder, uden der var leveret et pedalarbejde af det, man i mange år kaldte vandbærere.

Et Tour-hold er bygget op af ni ryttere, og uden at kende lønningerne nøjagtigt er det næppe forkert at anslå, at stjernen på de store hold tjener op mod 10 gange så meget som den lavestlønnede på holdet – det vil sige 750.000 euro sat over for 75.000 euro (5,5 mio. - 550.000 kroner).

Ser man alene på lønnen, så kan det være vanskeligt for omverdenen at forstå, hvordan lavtlønnede arbejdsmænd har lyst til at slide røven ud af cykelbukserne for en rigmand, der ’blot’ skal levere varen i den sidste del af løbet.

Når Nicki Sørensen har slidt for Sastre og Schleck, skal han jo stadig kæmpe sig vej over de sidste bjergtinder, formentlig med mælkesyren på højtryk i hele kroppen. Så hvorfor gør han det?

Cykelsporten bygger på en høj grad af hierarki og gammeldags disciplin. Man udfører – som i den øvrige sportsverden – sit arbejde, som det er beordret af holdkaptajnen, sportsdirektøren eller træneren.

Den forudsætning er alfa og omega i branchen. En rytter kan i teorien nok godt fyres midt under et Tour de France for arbejdsvægring, men hans arbejdskraft vil være hårdt savnet; det betyder, at hjælperytteren skal have en anden kompensation i det daglige end lønnen, for at han vil fortsætte.

Det har Team CSC Saxo Bank-ledelsen forstået. I næsten for tydelige vendinger misser man ingen chancer for at huske alverden på, at man optræder på et hold, og at intet kunne lade sig gøre uden de øvrige.

Desuden er der også en økonomisk faktor. Tour de France er forbundet med store indtægter, og for en gennemsnitligt god hjælperytter, der måske tjener 800.000-1.000.000 om året, er der mulighed for at forøge årsindtægten via bonus fra de tre ugers arbejde med op mod 50 procent, hvis det hele klapper.

Det vidste Nicki Sørensen, Stuart O’Grady og Jens Voigt forleden dag, akkurat som de har vidst det under hele Tour de France.

Og selv om de tre ligger i hver sin indtægtsklasse på Team CSC Saxo Bank, og selv om der findes ryttere, der tjener væsentligt mere end dem, så accepterer de deres rolle i et givet moment af Tour de France, eller af cykelsæsonen som sådan, uden at kny.