Indlæser...

Basso lægger alt på nettet

Ivan Basso gør comeback efter sin dopingdom og vil nu dele sine blodværdier og træningsdata med alle

15:56, 23. okt 2008 | Brian Askvig

- Jeg føler et stærkt behov for at dele min sport og mit liv med mine fans, siger Ivan Basso om sit nye tiltag. (Foto: AP)
- Jeg føler et stærkt behov for at dele min sport og mit liv med mine fans, siger Ivan Basso om sit nye tiltag. (Foto: AP)

Annonce

  • Seneste i Sport
  • Annoncørsektion

    Spil & Vind

Annonce

Annonce

For et par år siden vogtede den daværende stjernerytter Ivan Basso så nidkært over sit privatliv, at han nægtede at fortælle, hvad hans hund hed. Hundens navn var interessant, idet Basso gik under hundenavnet Birillo i arkiverne hos dopinglægen Eufemiano Fuentes i Madrid.

Det er alt sammen fortid. Nu er der ikke grænser for, hvad Ivan Basso vil dele med offentligheden, når han i weekenden gør comeback efter sin to år lange dopingkarantæne.

På hjemmesiden www.ivanbasso.it vil han fremover fortælle detaljeret om sit private og sportslige liv i håb om, at åbenhed vil fjerne enhver dopingmistanke mod ham.

- Med mit comeback føler jeg et stærkt behov for at dele min sport og mit liv med mine fans, siger Ivan Basso i en pressemeddelse.

Alt lægges frem
- Jeg vil lægge alle oplysninger om min træning på nettet. Ikke kun de sædvanlige, faktuelle oplysninger om den kraft, jeg kan træde i pedalerne med, og min VO2 Max (mål for maksimal iltoptagelse, red.), men også personlige fakta som hæmoglobin-niveau, siger Basso.

Hans redesignede hjemmeside, der åbner fredag, vil desuden støtte organisationen 'Bianca Garavalia', der indsamler penge til fordel for kræftramte børn og teenagere. Basso går dermed sin engang største rival på cyklen, Lance Armstrong, i bedene, idet Armstrong gør comeback fra nytår med det primære formål at skabe opmærksomhed om kampen mod sygdommen.

Armstrong var døden nær af kræft, før han indledte sit syv år lange triumftogt i Tour de France. Han var desuden en god støtte for Basso, da italienerens mor blev syg af kræft i 2004.

Annonce