LIEGE (ekstrabladet.dk): Michael Mørkøv blev kl. 17 i dag den anden Saxo
Tinkoff-dansker, der fik sin Tour de France-debut, da han gled ud på
prologens 6,4 kilometer.
En optimistisk dansker havde på forhånd fortalt, at prologen lå godt til ham, og at han håbede på en plads i top 30. Sådan kom det dog ikke helt til at gå, men Michael Mørkøv var dog alligevel godt tilfreds, da han var kommet i mål.
Se mere: Se også: Mørkøv er tændt: Prolog ligger godt til mig
- Det var en fantastisk oplevelse. Der var stor opbakning på hele ruten, og jeg kørte et optimalt løb, så jeg er ikke skuffet over min placering. Jeg havde en god føling hele vejen igennem, og jeg var god til at holde fokus hele vejen, forklarede danskeren.
Mørkøv startede som Saxo Tinkoffs sidste rytter, og det betød, at han fik lov til at starte nogenlunde samtidig med alle de store stjerne i Tour de France, og det nød han.
- Jeg syntes, det var fedt, at jeg fik lov til at køre rundt blandt alle de store stjerner. Det vrimlede jo med de store favoritter, da jeg var ved at gøre mig klar - og så mig.
Danskeren var glad for en veloverstået debut, og meldte sig igen klar til at kaste sig ud i kampen om den prikkede bjergtrøje i morgen.
