TOURNAI (ekstrabladet.dk): Så blev det endelig tid for sprinterne til at
tjekke ind på den store Tour de France-scene.
Efter Michael Mørkøvs ’udbrudsbøvs’ var kørt ind, var der linet op til alle sprinter-favoritterne, og ikke overraskende blev det verdensmesteren Mark Cavendish, der krydsede linjen først.
Se mere: Se også: Cavendish er en Transformer
Men der var hård kamp om det, meget få centimeter skilte ham og rivalen Andre Greipel fra Lotto-Belisol, der fik andenpladsen og dermed den sure rolle som dagens første taber.
Derfor var det naturligvis også en skuffet og irriteret tysker, der ærgrede sig over den tabte spurt.
- Selvfølgelig er jeg frustreret. Det er ikke sjovt at tabe med fem centimeter, lød den korte kommentar fra tyskeren.
Se også: Se også: Greipels recept: at komme først
Frustrationen lyste ud af ham, og i dag var en af de dage, hvor cykel-pressen måtte nøjes med de korte svar fra den hurtige tysker.
Du har store vanskeligheder med at besejre Mark Cavendish, især i Touren. Hvordan er det?
- Sådan er løb. Vi må bare fortsætte med at forsøge. Vi kunne ikke have gjort det bedre i dag. Han var kun 5 centimeter bedre end mig. Det eneste, jeg kunne have gjort bedre i dag, var at krydse mållinjen som den første, lød det fra en opgivende Lotto-rytter.
Andre Greipels Tour-total er fortsat på en enkelt etapesejr, da han sidste år kun fik ram på sin Team Sky-rival en enkelt gang undervejs.
