Den prikkede bjergtrøje i Tour de France, danske Michael Mørkøv, gik for
tredje dag i træk i udbrud - på 3. etape af årets løb.
Mørkøv vandt de første fire stigninger og hentede dermed yderligere fem point til bjerg-regnskabet. Dermed er danskeren sikret bjergtrøjen nogle dage endnu - frem til på lørdag, hvor det første bjerg venter.
Nærmeste konkurrent er Ivan Basso, der har to point, men da der blot er fem point at køre om inden lørdag, er Mørkøv sikker.
Se også: Læs også: Vanvittig afslutning på dagens etape
Mørkøv har ni point i bjergregnskabet - og dagens flotte præstation - den tredje i træk, betød at Tourledelsen kårede Tour-debutanten fra Saxo Bank-Tinkoff Bank til dagens mest angrebsivrige rytter.
Mørkøvs første bjergsejr på etapen var en kategori 4-stigning til et enkelt point. Danskeren rykkede ganske enkelt uimodståeligt fra sine kumpaner i dagens lange udbrud og kom over toppen langt foran de andre.
Se også: Læs også: Smadret af Tour-bil: Han sagde ikke undskyld
Også dagens anden bjergspurt, løbets første kategori 3-stigning, blev vundet af Mørkøv. Han trak udbruddet op af den kilometer-lange bakke med en gennemsnitlig stigning på 9 procent - og kørte på de sidste 100 meter fra sine udbrudskolleger.
På den 3. stigning kørte Minard (AG2R) og Grivko (Astana) tidligt, men Mørkøv hentede langsomt de to. Grivko, som flere gange havde forsøgt at true Mørkøvs bjergpoint, kæmpede hårdt mod, men måtte til sidst overgive sig til Mørkøv.
Se også: Læs også: Mesteren Mørkøv har kongeklasse
Efter stigningen var Mørkøv og Grivko alene i front, men en gruppe med Chris Anker Sørensen var kun lidt under et minut efter.
Også 4. stigning gik til Mørkøv - denne gang væsentligt lettere, og sammen med Grivko holder Mørkøv afstanden ned til gruppen med Chris Anker Sørensen. En gruppe, der dog kort efter blev hentet af feltet.
På dagens anden kategori 3. stigning måtte Michael Mørkøv give fortabt, da Grivko angreb, og danskeren blev hentet af feltet på vej op af den 1,3 kilometer lange stigning. Senere på stigningen blev også Grivko hentet af feltet.
Men ikke desto mindre en fantastisk indsats af Mørkøv.
Flere dage i prikker?
4. etape i morgen byder på 4 point, på 5. etape i overmorgen køres der ikke
om bjergpoint, og på 6. etape er der blot et enkelt point på spil, så
Michael Mørkøv kan ikke nås.
Saxo Bank Tinkoff-rytteren røg på dagens etape afsted i en 14-mands gruppe, som er blevet til en femmands-gruppe, der efter 140 kilometer havde 4.29 minutter ned til feltet. Ti kilometer senere var forspringet skrumpet til 3.09 minutter.
Dagens etape blev vundet af Peter Sagan.
