Wouter Poels, Vacansoleil-DCM, blev den helt store taber i det vilde styrt på
fredagens etape 6 i Tour de France.
Selv om adskillige store navne mistede værdifuld tid i klassementet, så var de mange bristede drømme, hudafskrabninger og ømme muskler ikke noget imod den 24-årige hollænders skader.
Se også: Læs også: Tour de tidstab: Så meget tabte favoritterne
Efter en lang række ryttere styrtede med omkring 80 kilometer i timen, var det Poels, der havde det værst. Liggende i grøftekanten fik han hurtigt behandling af lægerne, og hollænderen blev hastigt kørt på et militærhospital i Metz, hvor det blev konstateret, at han har sprængt sin milt og en nyre, beskadiget lungerne og brækket tre ribben.
En sprængt milt er livstruende, hvis patienten ikke får hurtig behandling og tilført blod og væske. Hvis der blot er tale om en lille revne kan milten reddes, men normalt må den fjernes i en operation. Det er uklart, hvilken behandling Poels har fået.
- Hans tilstand er stabil, siger en repræsentant fra Vaconsoleil-DCM ifølge Cyclingnews.com.
Også sidste år måtte Poels, der var en af favoritterne til ungdomstrøjen, udgå af Tour de France efter et styrt.
Andre blev dog også hårdt ramt i det voldsomme styrt - se hele listen nederst i artiklen.
Især Garmins hold blev enten fanget i eller ramt af styrtet omkring 20 kilometer fra mål, og vinderen af Giro d'Italia, canadiske Ryder Hejsedal, tabte mere end 13 minutter i forhold til topfavoritterne Cadel Evans og Bradley Wiggins.
En talsmand fra Garmin kaldte holdets bus for 'en hospitalszone' efter løbet, og lørdag meddelte Garmin da også, at Hejsedal udgår af løbet.
Se også: Læs også: Irriteret Schleck: Jeg er bestemt ikke glad
Et måske endnu større navn blev også et offer for det voldsomme styrt. Oscar Freire, tidligere vinder af den grønne pointtrøje i Touren, kommer ikke til start i dag.
Han brækkede et ribben og punkterede en lunge i styrtet, og den 36-årige Katusha-rytter kan nu se frem til 3 dage på hospitalet.
Dermed er Freires store mål for sæsonen, OL i London, også truet efter styrtet.
De er udgået (bekræftet) af dette års Tour de France:
Under/Efter etape 6:
Ryder Hesjedal, Garmin-Sharp: Skade i venstre ben/hofte
Maarten Wynants, Rabobank: Punkteret lunge og to brækkede ribben
Wout Poels, Vacansoleil-DCM: Sprængt milt og nyre, tre brækkede ribben.
Thomas Danielson, Garmin-Sharp: Skulder af led (for anden etape i træk)
Mikel Astarloza, Euskaltel - Euskadi: Højre albue slået af led
Amets Txurruka, Euskaltel - Euskadi: Brækket kraveben
Oscar Freire, Katusha: Brækket ribben, punkteret lunge
Davide Viganò, Lampre-ISD: Brækket skulder
Hubert Dupont, AG2R-La Mondiale: Brækket håndled, brækket ryghvirvel, forstuvet ankel
Imanol Erviti, Movistar: Dybt sår i højre ben, der har beskadiget en muskel - skal opereres
Jose Ivan Gutierrez, Movistar: Beskadiget knæ
Robert Hunter,Garmin-Sharp: Rygskade
5. Etape:
Marcel Kittel, Argos-Shimano: Mave- og knæproblemer
Under/efter 3. etape:
Kanstantin Siutsou, Sky: Brækket skinneben
Jose Rojas, Movistar: Brækket kraveben
Maarten Tjallingii, Rabobank: Brud i hofte
