LA TOUSSUIRE (ekstrabladet.dk) Sikke en mandfolkeindsats Chris Anker Sørensen
lagde for dagen på dagens 11 etape op mod mål i La Touissiere.
Danskeren var en del af dagens lange udbrud, og fik undervejs suget bjergpoint til sig, så han avancerede i kampen om den prikkede. Hele dagen lå han på mellemhånd, men i sidste ende rakte anstrengelserne alligevel til en mere end godkendt 7. plads på etapen.
I mål var en totalt flad Chris Anker Sørensen pænt ærgerligt over, at favoritterne nåede at hente ham på de sidste par 100 meter.
Se mere: Se også: Chris Anker med fremme på gigantetape
- Pis også at den ikke lige var 500 meter kortere. Etapen var skrækkelig, skrækkelig hård. Jeg led hele dagen. Og lige nu er det sgu surt at blive hentet til sidst. Det havde været dejligt med en andenplads i stedet for en syvendeplads.
- Men lige ved og næsten slår ingen mand af hesten. I forhold til jeg var sat fra udbruddet hele dagen, så er det meget godt at blive syver, lød det fra danskeren, der stod med en Fanta i hånden.
Ingen superdag
Den danske kriger lignede en mand, der hele tiden var i problemer
undervejs på etapen, men fik hele tiden kæmpet sig op til fronten igen og
fik hentet sine ønskede bjergpoint, men han erkendte, at han ikke havde fat
en superdag.
- Jeg fik lidt point, men jeg havde egentlig ikke benene i dag, så jeg troede faktisk ikke på etapesejren på noget tidspunkt, men jeg blev ved, og jeg blev ved, og jeg blev ved.
Chris Anker Sørensen ligger på en 3. plads i kampen om bjergtrøjen men har mere end 20 point op til manden i prikkerne, svenske Fredrik Kessiakoff fra Astana.
