Der er efterhånden blevet samlet et temmelig stærkt felt til det danske
etapeløb Post Danmark Rundt.
I dag meddeler arrangørerne således, at det engelske Team Sky med stjernerytterne Bradley Wiggins (Tour de France-vinder og OL-enkeltstartsmester) og Mark Cavendish (verdensmester) i spidsen også er kommet på deltagerlisten, der i forvejen tæller superryttere som Andre Greipel og Tom Boonen.
Læs også: Se også: Tour-kanon kører Post Danmark Rundt
Der er dermed lagt op til nogle drabelige etape-afslutninger på bl.a. Frederiksberg Allé, hvor løbet afsluttes 26. august efter start i Randers 22. august.
- At vi kan præsentere en verdensmester i den klassiske trøje og en Tour de France-vinder og olympisk mester taler for sig selv. Det er ganske enkelt cykelsportens største stjerner, der kommer til Danmark. Det er uden tvivl det stærkeste felt, vi nogensinde har haft, og jeg kan kun opfordre danskerne til helt gratis at komme ud og opleve disse verdensstjerner, siger Post Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, i en pressemeddelelse.
Team Skys hold til Post Danmark Rundt tæller desuden Geraint Thomas, Peter Kennaugh, Michael Rogers, Richie Porte, Luke Rowe og Davide Martinelli.
