Han har ikke tænkt sig at gøre forsøget i år, men en skønne dag agter
verdensmester Mark Cavendish (Team Sky) at vinde Danmarks største cykelløb,
Post Danmark Rundt.
I år går han kun efter etapesejre i det land, han elsker som et andet
fædreland. Det fortalte han i går forud for årets løb, som begynder i
Randers i dag med en etape, der ligger perfekt til supersprinteren fra Isle
of Man.
– Jeg er her, fordi der er gode spurter i løbet, og fordi jeg elsker Danmark.
Det er et godt sted at besøge og vinde i, sagde Mark Cavendish i aftes på
rytterhotellet.
Se mere: Se også: Cavendish lammede Paris
– Jeg har ikke kørt Danmark Rundt siden 2007, da jeg vandt etapen til
Frederiksberg, og jeg ser virkelig frem til at køre væddeløb i Danmark igen.
– Jeg vandt VM i København sidste år, og jeg synes, at Danmark er et af de
mest cool lande i verden. Jeg kendte intet til Danmark, før jeg mødte Brian
Holm, der i dag er en af mine allerbedste venner, og jeg var her kun i få
timer, før jeg forelskede mig i København.
– Her er bare rart at være, sagde Mark Cavendish.
Se også: Se også: Vildt felt i Post Danmark Rundt
Han erkender, at han ikke stiller op i sit livs bedste form, men forventer
dog, at han kan gøre sig gældende på de fire etaper, der traditionelt ender
i en massespurt. Andre topsprintere stiller også til start, blandt andre
tyskeren André Greipel og belgieren Tom Boonen.
– Boonen kørte ikke Tour de France, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af
ham, men jeg tror, det bliver ham, der bliver den sværeste konkurrent, sagde
Cavendish i aftes.
Første etapeløbs-sejr
Han vandt i juni i år sit livs første etapeløb med sejren i det hollandske
Ster ZLM Tour, og det har givet ham troen på, at han en dag kan vinde et løb
som Post Danmark Rundt.
– I år er det totalt udelukket at køre efter den samlede stilling, for jeg er
ikke i tilstrækkeligt god form, sagde Cavendish.
– Vi kører for Lars-Petter Nordhaug, og jeg håber så på at vinde nogle etaper.
Men senere i karrieren vil jeg gerne vinde Danmark Rundt. Det var en stor
forhindring, jeg overvandt, da jeg vandt Ster ZLM, og nu ved jeg, at jeg
også kan vinde etapeløb.
– Det kunne godt blive et mål for mig i fremtiden. Ikke de store løb, men
kortere etapeløb som Danmark Rundt og Tour of Britain, hvor der ikke er de
helt store bjerge.
Ud over Cavendish og Lars-Petter Nordhaug stiller Team Sky til start med Geraint Thomas, Michael Rogers, Davide Martinelli, Luke Rowe, Bernhard Eisel og Peter Kennaugh.
