DET ER JO EN gylden sandhed for enhver cykelrytter: I de stejle bjerge
kan du ikke gemme dig.
Det burde Bjarne Riis også lære af – og komme med en langt mere
fyldestgørende forklaring på Tyler Hamiltons voldsomme beskyldninger om
Bjarne Riis som dukkeføreren i holdets dopingmisbrug.
Selvfølgelig skal Riis-lejren have mulighed for at læse beskyldningerne, men
derefter skal svaret falde – og lidt hårdt trukket op bør det jo være en
indrømmelse eller et sagsanlæg mod Hamilton for bagvaskelse.
INDTIL VIDERE GEMMER Riis sig bag et par yderst kortfattede citater,
der egentlig bare fortæller, at han aldrig har mødt dopinglægen Fuentes.
Citater, der, hvis man tolker dem, egentlig ikke afviser, at Bjarne Riis
uden problemer kunne have stukket Tyler Hamilton en lap med Fuentes’
telefonnummer.
Se også: Læs også:Se også:
Riis: Jeg kender ikke Fuentes
HVEM SKAL MAN så tro på? Svindler I eller II? Hverken Riis eller
Hamilton har en troværdighed, når det kommer til doping, der er meget højere
end brugtbilsforhandlere.
Umiddelbart er det bare svært at forestille sig, hvilke motiver Hamilton har
for at opfinde en historie om Bjarne Riis. Er det udsigten til et svimlende
bogsalg i Danmark? Næppe.
FORKLARINGEN FRA Hamilton er oven i købet så detaljeret, at skulle det
vise sig at være det pure opspind, så er det temmelig fantasifuldt.
I dagens avis kan Ekstra Bladet så fortælle, at
en anden tidligere Riis-rytter, nemlig Jörg Jackshe, i store træk støtter
Hamiltons opfattelse af Riis.
Blandt andet med udtalelsen om, at Fuentes undrede sig over, at Jackshe af
CSC-ledelsen ikke var blevet sendt på dopingkur allerede året forinden!
Altså en klar indikation af, at CSC-ledelsen med Bjarne Riis som überboss,
udmærket vidste, hvem Fuentes var, hvad han lavede og måske endda havde et
samarbejde med.
SAMMEN MED Tyler Hamiltons kindhest til Bjarne Riis kunne det unægtelig
tegne et billede af en udbredt dopingkultur på et hold, hvor mindst fire
ryttere har haft en forbindelse til Eufemiano Fuentes.
Så kan man jo spørge sig selv, om ikke Bjarne Riis med dopingindrømmelserne i
2007 og indførelsen af en klar antidopingpolitik dengang trak en klar streg
i sandet?
Læs også: Se også: 'Du må forklare dig Riis'
Svaret: Ikke hvis beskyldningerne fra Tyler Hamilton holder vand. Så er
hykleriet totalt.
NU KAN DET jo være, at det er Bjarne Riis, der har det reneste mel i
posen i denne sag. Måske kender han ikke Fuentes. Måske har han aldrig mødt
ham.
Under alle omstændigheder peger gearskifteren nu på Riis, og det er den
danske teamboss, der bør ryste op med en forklaring. Sagen dør nemlig ikke,
fordi Riis-lejren har valgt tavsheden.
CYKLINGEN ER desværre stadig løgnernes legeplads, og Bjarne Riis kunne
– som Contador i årets Vuelta – gå til angreb.
Det kræver selvfølgelig, at man har rent blod i årerne...
