Efter at være blevet udråbt som hovedperson i det bedst organiserede
doping-netværk, sportshistorien har set, af det amerikanske antidoping
agentur (USADA), risikerer Lance Armstrong at måtte betale over 43 millioner
kroner tilbage.
Det drejer sig om den samlede bonus, han havde forhandlet sig frem til at modtage, hvis han satte rekord og vandt seks Tour de France. Det gjorde han i 2004, og så skulle SCA Promotions altså betale. Men nu vil de have pengene igen.
Det blev forsikringsmæssigt nedfældet, at bonussen var betinget af, at Lance Armstrong ikke var dopet, og med de nye belastende oplysninger mod den syvdobbelte Tour de France-vinder, hvori der også indgår anklager om falsk vidnesbyrd under ed, mener SCA Promotions, at de er i deres gode ret til at kræve pengene retur.
Se også: Se også: Touren er officielt vinderløs i Armstrong-årene
Den tårnhøje bonus blev først udbetalt i 2006. Forud var gået hårde forhandlinger, efter at bogen LA Confidential havde bragt tvivl om, hvorvidt Lance Armstrong var så ren, som han selv gav udtryk for.
– Dengang sagde Lance dybest set til os, at vi var nogle udskud og spurgte, hvordan vi vovede at kritisere ham. Så det er med en vis grad af lettelse, at vi nu kan sige, at du slipper ikke for evigt. Og for resten ... du skylder os 7,5 millioner dollars, siger advokaten Jeffrey M. Tillotson til New York Times.
Lance Armstrong har aldrig indrømmet at have dopet sig. At den 1000 sider lange rapport fra USADA med et væld af vidnesbyrd fortæller noget andet, har ikke fået ham på andre tanker.
