Dansk Sky-chef afviser anklager om motordoping: Det er langt ude

Team Skys tekniske direktør ser ikke med milde øjne på det amerikanske tv-program ’60 Minutes’, som søndag mere end antydede, at holdet benytter sig af skjulte elmotorer

Carsten Jeppesen arbejdede i sin tid for Bjarne Riis på Team CSC, men var med til at bygge Team Sky op frem mod debuten på World Tour i 2010. Foto: Claus Bonnerup.
Carsten Jeppesen arbejdede i sin tid for Bjarne Riis på Team CSC, men var med til at bygge Team Sky op frem mod debuten på World Tour i 2010. Foto: Claus Bonnerup.

Det amerikanske tv-nyhedsmagasin ’60 Minutes’ har kastet det britiske Team Sky ud i endnu en mediestorm, idet det velansete program i søndags mere end antydede, at holdet havde elmotorer skjult i cyklerne under tidskørslerne i Tour de France 2015.

Dokumentationen er imidlertid diffus, idet den alene udgøres af formodninger og påstande fremført af den ungarske ingeniør Istvan Varjas. Han hævder at være den oprindelige opfinder af små motorer, som kan skjules i et cykelstel.

Mere konkret dokumentation er der for, at der ikke var skjult noget som helst i holdets kostbare Pinarello-racere. Af et kommuniké udsendt af Tour-arrangør ASO efter holdtidskørslen i 2015 fremgår det, at Team Skys cykler som de eneste blev minutiøst gennemgået af kontrollanter fra den internationale cykleunion UCI.

Intet unormalt blev fundet, og det til trods for, at kontrollanterne gik konsekvent til værks og fjernede både kranksæt og sadelpinde, så stellene kunne blive gennemset. Det fortæller Carsten Jeppesen, der som teknisk direktør sidder i den øverste ledelse af det store cykelhold. Han er endvidere holdenes repræsentant i UCI’s udstyrskommision sammen med Rolf Aldag, som er 'performance manager' på Dimension Data-holdet.

- Jeg har svært ved at tage disse historier om skjulte motorer alvorligt, og jeg bruger nødigt tid på det, men det bliver jeg naturligvis nødt til, når det kommer så tæt på, siger Jeppesen.

- Det her er langt ude. Det er vildt, at et tv-program sender sådan noget ud. Det er fuldstændigt udokumenterede beskyldninger, siger han.

Officielt kommuniké fra ASO efter 9. etape i Tour de France 2015: Kommissærerne meddeler, at Team Skys cykler er kontrolleret. Intet ud over det sædvanlige blev fundet.
Officielt kommuniké fra ASO efter 9. etape i Tour de France 2015: Kommissærerne meddeler, at Team Skys cykler er kontrolleret. Intet ud over det sædvanlige blev fundet.
 

Istvan Varjas bakkes i ’60 Minutes’ op af den trefoldige Tour-vinder Greg LeMond og dennes kone, Kathy. Ægteparret siges at have arbejdet tæt sammen med Varjas og fransk politi i en efterforskning af det motoriserede bedrag i 2014 og 2015. Så tæt er Kathy forbundet med Varjas, at hun konsekvent bruger hans kælenavn ’Stefano’.

Ingen af parterne kan trods den langstrakte efterforskning levere konkret bevis på, at Team Sky eller andre snyder med skjulte elmotorer. Varjas hævdes i programmet at have fortalt de franske efterforskere, at han før Tour de France 2015 solgte cykler med skjulte motorer til en ukendt kunde, som bad om at få cyklerne leveret til et lager på den franske middelhavskyst.

Videre skal Varjas have forklaret, at han har designet en elmotor, som kan skjules i navet på et baghjul. En sådan motor vejer angiveligt cirka 800 gram.

’60 Minutes’ hævder at vide, at alle cykler i Tour de France 2015 blev vejet forud for de to tidskørsler, og at ét holds cykler vejede mere end andre holds cykler. Team Skys cykler vejede hver især cirka 800 gram mere end andre cykler, lød det i udsendelsen.

Tættere på en direkte svindelanklage mod Team Sky kommer man ikke uden at få et sagsanlæg på nakken.

- Jeg ved, at vores cykler ikke var de letteste i feltet, men de var med garanti heller ikke de tungeste – og da slet ikke 800 gram tungere end de andre, siger Carsten Jeppesen.

- Hvis de faktisk havde vejet 800 gram mere, så var jeg sgu nok blevet fyret, siger han og forklarer, at den tekniske stab altid vurderer forholdet mellem vægt og aerodynamik før en tidskørsel, og at det ikke sjældent resulterer i, at cyklerne vejer en smule over det tilladte.

Team Sky med Chris Froome i midten under træning i holdtidskørsel i april 2015. Foto: AP.
Team Sky med Chris Froome i midten under træning i holdtidskørsel i april 2015. Foto: AP.
 

De to tidskørsler i Tour de France 2015 var en individuel tidskørsel på 13,8 kilometer, som blev vundet af Rohan Dennis fra BMC. Bedste Sky-rytter var Geraint Thomas på en 12. plads. Han kørte strækningen 33 sekunder langsommere end Dennis. Den senere vinder af løbet, Sky-kaptajn Chris Froome, var 50 sekunder langsommere.

9. etape var en holdtidskørsel, som BMC vandt med ét sekund over Team Sky. Efter etapen blev Team Skys cykler som de eneste gennemgået af kontrollanter fra den internationale cykleunion UCI. Det fremgår af det officielle kommuniké fra Tour-arrangør ASO.

- Det har ’60 Minutes’ ikke har ulejliget sig med at finde frem, selv om det bestemt ikke er svært. Det er et dokument, der er offentligt tilgængeligt, siger Carsten Jeppesen.

Cykling - 30. jan. 2017 - kl. 13:46 12 ryttere motordopet: Det er umuligt at skjule

Se også: Udskældt Sky-boss parat til at træde tilbage

Se også: Froome lægger afstand til teamboss

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen