Dansk stortalent taget på sengen af holdlukning

Juniorverdensmester Julius Johansen havde satset hele butikken på at køre for Giant-Castelli næste år. Han har ingen Plan B - så nu må han skrive til de andre hold på Messenger

Julius Johansen har ingen Plan B i forhold til at køre på Giant-Castelli, der lukker til nytår. Foto: AP/Cornelius Poppe
Julius Johansen har ingen Plan B i forhold til at køre på Giant-Castelli, der lukker til nytår. Foto: AP/Cornelius Poppe

Når lederne af de fire danske kontinental-hold, Team Virtu, Riwal, BHS Bornholm og ColoQuick-Cult, logger på deres Messenger, så kan der meget vel ligge en besked fra en nyslået dansk juniorverdensmester.

Beskeden kan komme fra 18-årige Julius Johansen, der efter en fantastisk sæson havde satset alt på at køre for Team Giant-Castelli næste sæson.

Men mandag meddelte holdet, at der ikke er økonomi til at fortsætte.

Til stor overraskelse for Julius Johansen, betroede han til holdets pressemøde på Vesterbro i København.

- Lige indtil vi gik ind i rummet her, troede jeg på det.

- Og jeg håber sådan set stadig på det, - men det kan jeg ikke vente på. Nu gælder det om at komme ud og skrive en ny kontrakt. Og jeg håber, at der er plads på et af de danske hold til mig, siger Julius Johansen.

Han var troppet op til pressemødet i sin nye regnbuetrøje, som han vandt så suverænt for et par dage siden i Bergen.

Men selv om han har den og to verdensmesterskaber på bane i omnium og parløb - og naturligvis det danske mesterskab i både enkeltstart og i linjeløb - så er han alligevel nervøs for at være arbejdsløs efter nytår.

- Ja, det er jeg faktisk - jeg er nervøs. Men så gør det mig endnu mere glad, at jeg har vundet VM. For det giver mig en fordel i forhold til nogle andre.

- Jeg satsede på det her, og det viste sig så ikke at give pote. Jeg troede på, at det ville fortsætte, og jeg ville så gerne køre for Giant. Det har været fedt hold at se på udefra. Det ville jeg rigtig gerne have været en del af.

Han er helt på det rene med, at det ikke er optimalt at stå uden kontrakt ved indgangen til oktober - men han bliver nødt til selv at gøre noget ved det, erkender han.

- Jeg føler, at jeg har rimeligt travlt. Jeg har allerede gået og kigget på telefonen og tænkt over, om jeg skulle til at ringe.

- Men jeg skal til at skrive rundt nu.

- Har du ingen til at hjælpe dig?

- Nej, jeg er kun mig selv. Nogle af de andre har agenter, men jeg synes, at det fungerede ved, at de skrev på Messenger, og så har jeg skrevet frem og tilbage med nogle af holdene. Men nu må jeg ud at arbejde - og logge på Messenger, siger Julius Johansen.

Se også: Kæmpe nedtur: Succesfuldt dansker-hold tvunget til at lukke

Se også: Suverænt dansk VM: Tævede store cykel-nationer

Se også: TV-boss begræder VM-katastrofe: 'Det er næsten ikke til at bære'

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen