Cykling

Det er løgn! Jubler før tid og taber VM

Tjekkiske Adam Toupalik talte forkert og jublede en omgang før tid - det kostede ham VM-guld i U23-herrernes cykelcross. Danske Simon Andreasen blev nr. 12

Man skal ikke tage sorgerne på forskud. Men det gælder sådan set også glæderne.

Det kan Adam Toupalik skrive under på.

Den tjekkiske ungersvend fejrede nemlig på forbilledlig vis sejren ved U23-VM i cykelcross i belgiske Heusden-Zolder.

Der var bare et problem - han jublede en omgang for tidligt.

Med en kraftfuld spurt kørte han ellers fra sine tre følgesvende på opløbsstrækningen, hvor han et godt stykke før mål brød ud i jubel.

Se også: UCI bekræfter fund af skjult motor i cykel ved VM

Han kunne dårligt tro, at han netop havde afvist de to store hjemmebanefavoritter, Quinten Hermans og Eli Iserbyt, der i næste øjeblik kom blæsende udenom ham.

Dem ænsede han ikke, men han blev dog råbt tilbage til virkeligheden af publikum. Der gik dog næsten 15 sekunder, før han fik gang i pedalerne igen og kunne eftersætte de to belgiere og italieneren Gioele Bertolini.

Med en jætte-indsats på det, der altså var sjette og sidste omgang, fik Toupalik kontakt med fronten, der var blevet forvandlet til en belgisk duo.

Han lå lidt på hjul og satte så tempo. De to belgiere hængte akkurat på, og i spurten fandt Eli Iserbyt så lidt ekstra reserver frem sammen med dagens anden jubelscene.

Eli Iserbyt henviste en meget slukøret Adam Toupalik til andenpladsen. (Foto: Zuma Press) Eli Iserbyt henviste en meget slukøret Adam Toupalik til andenpladsen. (Foto: Zuma Press)  

Anderledes slukøret var Adam Toupalik.

Desillusioneret trillede han over stregen som toer, og han havde ikke fået hverken glød i kinden eller glimt i øjet, da han gik på skamlen og modtog sin sølvmedalje.

Der var heller ikke jubelscener hos danske Simon Andreasen, der som dansk mester på seniorsiden havde forhåbninger om en topplacering. Den dobbelte juniorverdensmester i mountainbike måtte dog tage sig til takke med en placering som nr. 12 godt et minut efter vinderen.

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen